En dommer i højesteretten i den amerikanske delstat Georgia har ophævet delstatens lov, der forbyder abort efter graviditetens uge seks. Avisen Atlanta Journal-Constitution skriver, at dommeren mandag har afgjort, at loven skal tilbageføres til den gældende abortlov frem til 2019. Denne lov tillader abort op til graviditetens uge 22.
Netavisen Georgia News citerer avisen for at skrive, at det er højesteretsdommeren Robert McBurney, der har ophævet loven om sjette uge, der blev indført i 2022. Dommeren siger, at en gennemgang af domstolenes tolkning af begrebet »frihed« demonstrerer, at i Georgia betyder frihed også en kvindes ret til kontrol over sin egen krop og til beskyttelse.
Det gælder kvindens ret til at beslutte, hvad der skal gøres med kroppen, og det indebærer, at staten ikke skal blande sig i hendes valg.
»Denne magt er imidlertid ikke ubegrænset«, siger dommeren videre.
»Når et foster, der vokser i en kvinde, når tidspunktet for levedygtighed, når samfundet er i stand til at passe på og tage ansvar for et separat liv, så – og først da – må samfundet gribe ind«.
Den amerikanske højesteret i USA’s forbundshovedstad Washington, D.C., afgjorde i juni 2022, at det ikke længere er en føderal ret for amerikanske kvinder at have ret til abort.
Højesteretten ophævede dermed den såkaldte Roe v. Wade-lov, der siden 1973 havde sikret føderal ret til abort i USA. Siden har en række amerikanske delstater strammet meget op på retten til abort.
Netop retten til abort er et stort emne i valgkampen op til USA’s præsidentvalg den 5. november. Her er Georgia en af syv såkaldte svingstater, der kan afgøre valget mellem den republikanske ekspræsident Donald Trump og den demokratiske vicepræsident Kamala Harris. De andre seks svingstater er Michigan, Pennsylvania, Wisconsin, North Carolina, Nevada og Arizona.
Ritzau og Politiken
fortsæt med at læse
Missouris højesteret sætter abortrettigheder på stemmesedlen
-
Før »afsindig vigtig« tv-duel: Tre emner bliver afgørende, når Trump og Harris skal forsøge at overbevise tvivlerne
-
Demokraterne nævner hele tiden fjendebilledet Trump. Obama husker demokraterne på også at tale til fællesskab og håb
-
Syv svingstater kan afgøre det ultratætte amerikanske præsidentvalg


























