En bevæbnet mand er blevet skudt og såret af sikkerhedstjenesten Secret Service nær Det Hvide Hus natten til søndag lokal tid.
Det oplyser kommunikationschefen for Secret Service, Anthony Guglielmi, på den sociale platform X.
Tidligere lørdag henvendte lokalt politi sig til Secret Service med oplysninger om, at et ’selvmordstruet individ’ formodentligt var på vej mod Washington D.C. fra Indiana.
Omkring midnat lokal tid fandt Secret Service-agenter mandens bil. Den holdt parkeret nær bygningen Eisenhower Executive Office Building tæt på Det Hvide Hus.
Agenterne så dernæst en mand til fods, som passede på beskrivelsen fra det lokale politi.
»Da betjentene nærmede sig, viftede personen med et skydevåben, og der opstod en væbnet konfrontation, hvor skud blev affyret af vores folk«, skriver Secret Service i en udtalelse.
Manden blev efterfølgende kørt til hospitalet. Hans tilstand er ’ukendt’, lyder det.
Politiet i Washington D.C. skal efterforske hændelsen, skriver Antony Guglielmi på X.
ritzau




























