Senatet i USA har med stemmerne 54-46 fredag aften dansk tid vedtaget et republikansk forslag til en budgetlov for de offentlige udgifter. Dermed kommer der ikke til at ske en delvis nedlukning af landets statsapparat, skriver Reuters.
Tirsdag fik republikanerne vedtaget budgetloven i Repræsentanternes Hus, som udgør det andet kammer i Kongressen. Derfor mangler den kun præsident Donald Trumps underskrift for at blive endelig vedtaget. Budgetloven betyder, at statsapparatet vil fortsætte med at blive finansieret på det nuværende niveau frem til 30. september.
Trumps republikanske parti var afhængigt af, at otte demokratiske senatorer ville stemme for at lade budgetloven komme til afstemning i Senatet, hvilket kræver 60 ja-stemmer. Partiet sidder kun på 53 pladser i Senatet, men republikaneren Rand Paul havde på forhånd afvist at stemme for. De seneste to døgn har derfor været præget af stor usikkerhed om, hvorvidt statsapparatet ville lukke ned fra lørdag.
Demokraternes formand, Chuck Schumer, havde i dagene op til afstemningen truet med, at demokraterne ville stemme imod, men udsigten til en nedlukning af statsapparatet fik ham til at ændre kurs. Schumer frygtede, at en nedlukning ville give præsident Donald Trump, Elon Musk og hans effektiviseringsenhed, Doge, som er i færd med at eksekvere massive nedskæringer i centraladministrationen, frit spil – og at demokraterne ville blive beskyldt for at være årsagen til nedlukningen ved at stemme imod.
Først ja, så nej
Sammen med ni andre demokrater stemte Schumer derfor for at lade budgetloven komme til afstemning. Herefter opstod der så den paradoksale situation, at han og resten af de demokratiske senatorer på nær to stemte imod selve budgetloven sammen med republikaneren Rand Paul.
»Der er ikke nogen afkørselsrampe. Afkørselsrampen er i hænderne på Donald Trump, Elon Musk og Doge. Vi risikerede at være lukket ned i seks eller ni måneder«, gav Chuck Schumer efterfølgende som begrundelse over for The New York Times.
Føderalregeringens finansår begynder 1. oktober og slutter med udgangen af september. Det betyder, at Kongressen hvert år inden 1. oktober skal sørge for, at der er finansiering til at holde føderalregeringens institutioner kørende.
Donald Trump har siden han overtog posten 20. januar lagt op til store besparelser i det offentlige forbrug. Til det formål har Trump oprettet effektiviseringsenheden Doge, som verdens rigeste mand, Elon Musk, står i spidsen for. Nedskæringerne indgår dog ikke i budgetaftalen. Mike Johnson, som er den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, har sagt, at de vil blive »adresseret« i næste års budgetforhandlinger.
Ritzau
fortsæt med at læse


























