Konflikten mellem USA’s præsident og et af verdens mest respekterede universiteter fortsætter. Donald Trump siger nu, at han vil fjerne Harvard Universitys skattefritagelse.
»Det er det, de fortjener«, skriver den amerikanske præsident på sit sociale medie Truth Social.
De fleste amerikanske universiteter er fritaget for at skulle betale skat. Donald Trump har før luftet ideen om at fjerne Harvards skattefrihed. 15. april skrev han på Truth Social, at denne ret er afhængig af, at man handler i offentlighedens interesse. Her udtrykte Trump, at universiteterne kunne miste denne ret, hvis de blev ved med at fremme politiske, ideologiske og terroristinspirerede budskab.
Regeringen har på grund af propalæstinensiske demonstrationer på Boston-universitetet før truet med at standse offentlige tilskud, hvis der ikke skrides ind mod antisemitisme. Der har også været krav om at droppe det, som regeringen kalder woke personalepolitik, hvor der tages hensyn til race og køn.
Det amerikanske uddannelsesministerium har allerede indefrosset omkring 2,2 milliarder dollar i føderal støtte til universitetet. Det svarer til 14,5 milliarder danske kroner.
Det har fået Harvard til at lægge sag an mod Trump-regeringen.
»Konsekvenserne af regeringens indgreb vil være alvorlige og langvarige«, sagde Harvards præsident, Alan Garber, i en udtalelse ifølge The New York Times.
Universitet er ligeledes blevet truet med at få frataget muligheden for at optage udenlandske studerende.
Kritiske rapporter
Også Columbia University i New York har fået blokeret en bevilling på 400 millioner dollar svarende til 2,6 milliarder kroner. Her indførte universitetsledelsen efterfølgende en række tiltag mod antisemitisme. Det er blandt andet blevet gjort forbudt at bære mundbind på Columbias campus, så man ikke kan skjule sin identitet under demonstrationer. Og ved demonstrationer på campus skal deltagerne identificere sig.
Tidligere på ugen udkom en længe ventet rapport, der slår fast, at der også på Harvard er problemer med antisemitisme, sådan som Trump har påstået. Rapporten, der er over 300 sider lang, er baseret på svar fra mere end 2.300 studerende og ansatte. Den indeholder blandt andet vidneudsagn fra studerende, der føler sig pressede til at skjule deres jødiske identitet.
En anden rapport, der udkom samme dag, konkluderede ligeledes, at der på Harvard er mange muslimske, arabiske og propalæstinensiske studerende og ansatte, der føler sig ladt i stikken. Rektor Alan Garber har undskyldt til begge grupper.
ritzau
fortsæt med at læse


























