Efter to er blevet dræbt under immigrationsindsatser i Minneapolis, blokerer senat delvist for budgetpakke.

Demokrater blokerer for Trumps budgetpakke med krav om at sætte pakke med finansiering af ICE på pause

Foto: Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Foto: Chip Somodevilla/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Demokrater i det amerikanske senat har torsdag delvist blokeret for en budgetpakke, som er nødvendig for den amerikanske præsident, Donald Trump, hvis han vil undgå en nedlukning af regeringsapparatet, skriver flere amerikanske medier, herunder The New York Times og CNN.

Afvisningen af budgetpakken kommer, efter to borgere er blevet skudt og dræbt af føderale betjente under immigrationsindsatser i Minneapolis i delstaten Minnesota. Budgetpakken inkluderer finansiering af blandt andet ministeriet for indenrigssikkerhed (Department of Homeland Security) samt flere regeringsinstanser og sundhedsprogrammer.

Demokraterne kræver ifølge The New York Times, at den del af pakken, der omhandler indenrigssikkerhed, bliver adskilt fra resten af pakken og sat på pause.

Trods afstemningen fortsætter demokraterne forhandlingerne med Trump om en aftale og en strammere kontrol med immigrationsbetjente, lyder det.

Ifølge AFP skal budgetpakken finansiere mere end tre fjerdedele af den føderale regering. Manglen på godkendelse af pakken gør det derfor meget svært at undgå en nedlukning, medmindre demokraterne og Trump bliver enige om en aftale. En eventuel nedlukning vil starte lørdag.

Blokering af budgetpakken kommer efter flere ugers demonstrationer og kritik af særligt immigrationsmyndigheden ICE. Tidligere på måneden skød og dræbte en betjent fra ICE den 37-årige amerikaner Renée Good i Minneapolis. I weekenden blev den 37-årige amerikanske statsborger Alex Pretti ligeledes dræbt på gaden, denne gang af skud affyret af betjente fra grænsepolitiet.

Opdateres ...

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her