Tidligere chef for det amerikanske forbundspoliti FBI James Comey tiltales for at have truet USA’s præsident, Donald Trump, på livet. Det fremgår af anklageskriftet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Personer med kendskab til efterforskningen sagde tidligere tirsdag til The New York Times, at sagen handler om et opslag, som Comey lagde på det sociale medie Instagram sidste år. Det er angiveligt et foto fra en strand i North Carolina, hvor Comey holdt ferie sammen med sin kone.
På billedet er nogle muslingeskaller lagt på en måde, så de danner tallene ’86’ og ’47’. Tallet ’86’ bruges som slang for at fjerne en person - og ’47’ skal henvise til Donald Trump, der er USA’s 47. præsident, skriver New York Times. I anklageskriftet lyder det, at en »fornuftig person« vil tolke opslaget med tallene som en hensigt om at skade præsident Trump.
Slettede hurtigt opslaget
Samme opfattelse havde Donald Trumps søn Donald Trump Jr., der sidste år lagde et opslag op på X, hvor han skrev:
»Bare James Comey, der afslappet opfordrer til, at min far bliver myrdet«.
Comey slettede opslaget efter få timer. Han har tidligere sagt, at han ikke var klar over, at de tal kunne knyttes til nogen form for vold.
Den fungerende justitsminister, Todd Blanche, der er en kendt Trump-støtte, siger på et pressemøde tirsdag aften, at Comey tiltales for flere forhold. Han tiltales for ét forhold om »forsætligt at have fremsat en trussel om at dræbe og påføre USA’s præsident fysisk skade« og et andet forhold om at have fremsat en trussel på tværs af delstatsgrænser. Hvert forhold kan give op til 10 års fængsel.
»Jeg mener, at det er rimeligt at sige, at det er farligt og potentielt kriminelt at true nogens liv«, siger Blanche ifølge AFP under pressemødet.
»Trusler mod USA’s præsidents liv vil aldrig blive tolereret af justitsministeriet«.
Comey svarer igen
Det er anden gang, at USA’s justitsministerium rejser en sag mod Comey under Trumps embedsperiode. Første gang var i september sidste år, men sagen blev afvist af en føderal dommer. Den nye sag er ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) en del af Trump-administrationens bestræbelser på at retsforfølge Trumps politiske modstandere.
Comey er blevet tiltalt, knap et år efter at opslaget blev lagt op.
»Intet er ændret. Jeg er stadig uskyldig, og jeg er stadig ikke bange. Og jeg tror stadig på det uafhængige føderale retsvæsen, så lad os komme i gang«, siger den tidligere FBI-direktør ifølge Reuters i en video delt på platformen Substack.
Ifølge AP vidner tiltalen om, at USA’s fungerende justitsminister, Todd Blanche, forsøger at bevise over for præsidenten, at han er den rette til at sidde på posten permanent. Han er Trump-loyalist og har tidligere været Trumps personlige advokat.
Comey er modsat en kendt kritiker af Trump. Han blev fyret få måneder inde i præsidentens første embedsperiode i 2017. FBI var da i gang med en efterforskning af, hvorvidt Trumps valgkampagne i 2016 havde været koordineret med Rusland og havde påvirket valgresultatet.
Tiltalen mod Comey kommer dagen efter, at 31-årige Cole Tomas Allen blev tiltalt for blandt andet drabsforsøg på Trump i forbindelse med weekendens skyderi ved den årlige middag i White House Correspondents Dinner.
Opdateres ...
Ritzau
fortsæt med at læse


























