Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Da Donald Trump forlod Ankara efter Nato-topmødet, skiftede han pludselig fly. Der er meldinger om, at der var flere trusler mod den amerikanske præsidents liv.

Trump blev advaret om mordtrusler under Nato-møde

Skiftet fra nyt til gammel Air Force One kan have noget at gøre med attentatplaner mod Trump, forlyder det nu. Foto: Win Mcnamee/Ritzau Scanpix
Skiftet fra nyt til gammel Air Force One kan have noget at gøre med attentatplaner mod Trump, forlyder det nu. Foto: Win Mcnamee/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Under begravelsen af den iranske leder ayatollah Ali Khamenei over de seneste dage, har i titusindvis af iranere råbt død over USA’s præsident, Donald Trump.

Der har sågar været store bannere i begravelsesoptog med ordene ’Dræb Donald Trump’ på engelsk.

Khamenei blev dræbt ved et bombeangreb den 28. februar, da USA og Israel angreb Iran, så sørgende iranere ved, hvor de skal rette deres vrede.

Begravelsen fandt sted samtidig med Nato-topmødet i Ankara. Her var Trump også med, og det viser sig, at der muligvis har været trusler mod hans liv under topmødet i den tyrkiske hovedstad.

Han kom selv ind på det på vej hjem fra topmødet, da han om bord på præsidentflyet Air Force One erklærede:

»De vil af med den amerikanske leder, mig. Jeg er på alle lister. Jeg så her til morgen, at jeg er på hver eneste af deres lister.

Flere medier: Der var en plan

Nu skriver flere amerikanske medier, at der har været trusler mod Trump.

Under Nato-topmødet var Trump ikke mere end 1000 kilometer i luftlinje fra grænsen til Iran, og iranerne har under krigen mod USA og Israel vist, at de godt ved, hvordan man skal bruge droner.

Både Wall Street Journal og CNN skriver, at der var en plan om at dræbe Trump.

Om det var under Nato-topmødet, tidligere, eller om attentatet er planlagt til senere, er ikke klart. Men oplysningerne kommer, efter at Trump er hjemme igen efter topmødet.

CNN skriver, at mediet har to kilder på, at det var Israel, der advarede Trump og hans folk. Der er ikke detaljer om planen, eller hvem der stod bag.

Wall Street Journal skriver, at der er tale om en ny attentatplan, der ikke har været der før.

I forvejen har amerikanske embedsmænd længe advaret om, at Iran kan finde på at forsøge et attentat på Donald Trump som gengæld for, at Trump i 2020 beordrede det angreb, der dræbte den iranske topgeneral Qasem Soleimani.

Han blev dræbt ved et missilangreb på sin bilkortege nær den internationale lufthavn i Bagdad, Iraks hovedstad.

En kilde siger til CNN, at USA i de seneste uger har opsnappet konstante ’trommeslag’ af efterretninger om mulige planer om et attentat på Trump.

CNN citerer også en kilde for at sige, at advarslen fra Israel måske er mere end en advarsel om et muligt attentat.

Det kan også være en måde at påvirke Trumps vurderinger i konflikten med Iran, hvor Israel gerne ser en langt hårdere kurs end den nuværende våbenhvile, der hele tiden bliver testet.

Uventet flyskift

Hvad der er op og ned i advarslerne og truslerne, kender offentligheden ikke til, men ved afslutningen på Nato-topmødet skete der noget meget synligt, der måske har afsæt i situationen.

For Trump skiftede fly, da han skulle hjem.

Han kom til Ankara i det præsidentfly, som han har fået af Qatar. Det er en nyere Boeing 747-maskine end de velkendte blåhvide jumbojets, som amerikanske præsidenter ellers flyver rundt i.

Qatar-flyet fik han i fjor, og det er siden blevet malet, ombygget og udstyret med sikkerhedsforanstaltninger.

Men da han skulle hjem fra Ankara, var der pludselig en af de gamle blåhvide maskiner. Den steg Trump om bord i og fløj til en britisk luftbase.

Trump skrev på Truth Social, at Qatar-flyet blev sendt til Mildenhall-luftbasen i Storbritannien, så det kunne vises frem for soldaterne på basen.

På vej hjem fra Ankara landede Trump i Mildenhall og skiftede fly til turen over Atlanten.

New York Times skriver, at det var Secret Service - tjenesten, der passer på USA’s præsident - der tilrådede, at der skulle skiftes fly, fordi sikkerhedssystemerne på de gamle præsidentfly angiveligt er bedre end på det nyere fly fra Qatar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her