Myndighederne i Tennessee måtte onsdag afbryde henrettelsen af Christa Pike, der er den første kvinde, der står til at blive henrettet i den amerikanske delstat i mere end 200 år.
Det rapporterer journalister, der overværede hændelsen, natten til torsdag ifølge flere amerikanske medier.
Henrettelsesforsøget var i forvejen blevet udskudt med flere timer, efter at en appeldomstol onsdag beordrede en udsættelse.
Senere på dagen omgjorde USA’s højesteret kendelsen, hvilket betød, at myndighederne i Tennessee kunne gå videre med gennemførelsen af henrettelsen i et højsikkerhedsfængsel i byen Nashville.
Myndighederne begyndte onsdag aften lokal tid at gennemføre henrettelsen med en dødelig indsprøjtning.
Ifølge fremmødte journalister så det ud til, at Pike fik to doser af sovemidlet pentobarbital, der bruges ved nogle af henrettelserne med dødelig indsprøjtning.
Klokken 19.46 (02.45 dansk tid, red.) trak fængselspersonalet et forhæng for ind til det lokale, hvor journalister overværede hændelsen. Tre minutter senere blev forhænget trukket fra igen, skriver AP.
Pike kunne høres snorke højlydt, og klokken 20.06 blev forhænget igen trukket for. Hendes snorken fortsatte bag det lukkede forhæng, indtil en mikrofon blev slukket klokken 20.53.
Samtidig fik de fremmødte journalister besked på, at de skulle forlade området.
En ambulance blev efterfølgende set ankomme til og forlade fængslet igen, skriver NBC News.
Højsikkerhedsfængslet i Nashville har efterfølgende bekræftet, at Pike overlevede henrettelsesforsøget.
Ifølge kvindens advokater modtager hun behandling på sygehuset.
Dræbte klassekammerat
Pikes advokater indgav sent onsdag aften lokal tid ifølge AP en hastebegæring til USA’s højesteret med krav om, at henrettelsen øjeblikkeligt blev standset og udsat.
Advokaterne mener, at hun er blevet udsat for unødvendige lidelser, og at hendes ret til ikke at blive udsat for »grusom og usædvanlig straf« i forbindelse med henrettelsen er blevet krænket.
Christa Pike blev i 1996 dømt til døden for drabet på en klassekammerat.
Det er ikke første gang i år, at en henrettelse ikke går efter planen i Tennessee.
I maj opgav fængselsansatte i delstaten en henrettelse, efter at de i over en time havde ledt forgæves efter en blodåre til den dødelige indsprøjtning på den dødsdømte Tony Carruthers.
ritzau
fortsæt med at læse