Sagerne om politiets drab på sorte vækker altid voldsom debat om politiets optræden over for den afrikansk-amerikanske befolkning i USA.
Senest har sommerens drab på Alton Sterling i Louisiana og Philando Castile i Minnesota fået kritikken til at blusse op.
Men mens de ofte udløser omfattende demonstrationer umiddelbart efter episoderne, så ender en del af dem med, at nævninge afviser at rejse sag mod de involverede betjente. Beviserne fortæller ofte en ganske anden historie om hændelserne end den, aktivister og sociale medier fremdyrker.
I andre sager ender det med, at politifolkene tiltales og dømmes for at overtræde beføjelserne.
Her er resultaterne af en række af de sager, der har givet overskrifter inden og uden for USA.
Tamir Rice:
Den 12-årige dreng blev skudt af betjente i Cleveland, da han blev set på en legeplads med en attrappistol. En storjury gennemgik sagen og konkluderede, at der ikke var grundlag for at rejse sag mod de to politifolk. Videooptagelser viser, at drengen trak og gik frem mod betjentene med et våben, der ikke var til at skelne fra en rigtig pistol, og at han flere gange havde fået besked på at række hænderne i vejret. Derfor afviste nævningene, der over tre måneders retsmøder satte sig ind i sagen, at der skulle rejses tiltale mod betjentene.
DOKUMENTATIONLæs anklagemyndighedens argumenter mod at rejse sag mod betjentene (eksternt link - på engelsk)
Jonathan Ferrell:
Et blandet nævningeting kunne ikke blive enige om at straffe en betjent i Charlotte i North Carolina, der i september 2013 skød en ubevæbnet sort mand.
Jonathan Ferrell var tilsyneladende kørt galt med sin bil og bankede i nattetimerne på hos en beboer nær uheldsstedet. Vedkommende ringede til alarmcentralen i den tro, at der var ved at blive begået et indbrud i hans hjem.
Den ene betjent på stedet brugte en strømpistol, da ham, de antog for at være en indbrudstyv, gik frem mod dem. Det standsede ikke Ferrell, der satte i løb mod duoen, så den anden betjent affyrede en stribe skud mod ham efter forgæves at have beordret ham til at lægge sig ned.
Freddie Gray:
Den 25 år gamle afrikansk-amerikanske mand døde i en af politiets transportvogne i april 2015. Turen ind til stationen med den bagbundne Gray tog 45 minutter, blandt andet fordi andre anholdte skulle samles op undervejs. Da vognen ankom til stationen, var han død.
Seks betjente bliver efterfølgende tiltalt for bl.a. uagtsomt manddrab, embedsmisbrug og vold. Tre af sagerne opgives, mens nævningeting frifinder de andre fuldstændigt. Der var simpelt hen ikke tilstrækkelige beviser til at finde betjentene skyldige, konkluderer retsformanden.
INTERAKTIVT KORT
Dataviz: 10 politidrab, der skabte raceopgør i USAEric Garner:
Anholdelsen af den 43-årige mand på et fortov i Staten Island ender med at koste ham livet. Garner kan ikke få vejret, da en betjent fra New Yorks Politi vælter ham ned på jorden og holder ham fast med en arm om halsen på Garner. En videooptagelse viser, at den afrikansk-amerikanske mand flere gange siger, at han ikke kan få luft.
En blandet storjury med 23 borgere beslutter efter at have afhørt 50 vidner og gennemgået fire videooptagelser, fotos og andet bevismateriale, at der ikke var grundlag for at rejse nogen sag.
Betjenten benyttede en teknik mod den fysisk overlegne Garner, som han havde lært på politiskolen, forklarede politiforbundet efterfølgende. Nævningene fandt ikke, at Garner var død som følge af halsgrebet.
Michael Brown:
Sagen om den 18-årige fra Ferguson i Missouri har været med til at skabe Black Lives Matter-bevægelsen. Brown blev i august 2014 skudt af en betjent efter et røveri mod en lokal kiosk og blev kort efter skudt, da en betjent standsede ham nær gerningsstedet. Betjenten har forklaret, at den unge mand angreb ham, inden han nåede at træde ud af patruljevognen. Justitsminister Eric Holder opgav siden at rejse sag mod politimanden.
Flere betjente er blevet tiltalt
Andre sager verserer endnu og kan ende i domme for overtrædelse af beføjelserne til betjente, som er på vej mod anklagebænken i sager om skuddrab, der har vakt opstandelse.
Walter L. Scott:
En almindelig trafikkontrol endte med, at bilisten - en 50-årig afrikansk-amerikansk mand - stak af og blev skudt ned af en betjent i North Charleston. Betjenten har tidligere forklaret, at der var et kort klammeri med Scott, og at han troede, at Scott havde revet hans strømpistol til sig og dermed udgjorde en trussel. Politimanden er blevet fyret og er nu af en storjury blevet tiltalt for skyderiet, hindring af efterforskningsarbejdet og ulovlig våbenbrug. Sagen mod betjenten er berammet til at begynde 31. oktober.
DOKUMENTATIONLæs tiltalen mod betjenten i North Charleston (eksternt link - på engelsk)
Laquan McDonald:
En betjent fra Chicagos politi er nu tiltalt for overlagt drab efter at have skudt og dræbt den 17 år gamle Laquan McDonald i oktober 2014. Drengen blev ramt af 16 skud, da han påvirket af PCP gik med en lille kniv på gaden efter at have begået indbrud i biler på en p-plads og punkteret dæk på en patruljevogn, da betjente ville pågribe ham. Der er udpeget en særlig anklager til sagen, som endnu ikke er berammet.
Akai Gurley:
I november 2014 blev 28-årige Akai Gurley skudt i en dårligt oplyst opgang i Brooklyn. Her mødte han to betjente, der var på patrulje i et kriminalitetsbelastet socialt boligbyggeri. En af dem affyrede - ifølge sin egen forklaring ved et uheld - sin pistol. Projektilet rikochetterede på en væg og ramte den ubevæbnede Gurley. Retten fandt, at der var tale om et tragisk uheld og idømte betjenten 800 timers samfundstjeneste med fem års prøvetid.
Samuel DuBose:
En trafikkontrol af en bil i juli sidste år endte med, at en betjent fra Cincinatti Universitets Politi skød og dræbte en sort bilist har ført til, og politimanden er tiltalt for drab. Sagen er berammet til at begynde til november.
DOKUMENTATIONLæs tiltalen mod betjenten efter Gurley-drabet (eksternt link - på engelsk)
William Chapman:
En ung mand mistænkes for butikstyveri i et supermarked i Portsmouth i Virginia, da han standses af en betjent. Det ender med tumult, hvor politimanden trækker sin strømpistol, som bliver slået ud af hånden på ham. Derefter tog den 18-årig ifølge vidner skridt frem mod betjenten. Nogle vidner opfattede det som et regulært udfald mod politimanden, mens andre udelukkende så det som et forsøg på at skræmme betjenten lidt. Resultatet blev, at betjenten skød den unge mand to gange.
Et nævningeting har fundet ham skyldig i dødsvold. Han risikerer en flerårig fængselsstraf, når straffen udmåles i midten af oktober.
Kilder: The Plain Dealer, The Charlotte Observer, The Baltimore Sun, New York Daily News, New York Post, New York Times, The Post And Courier, Chicago Tribune, The Virginian-Pilot og nyhedsbureauet AP samt bl.a. retsdokumenter i sagerne.
fortsæt med at læse




























