Da præsident Donald Trump i sidste uge uden varsel fyrede direktøren for forbundspolitiet FBI, James Comey, var det for mange kritikere et konkret bevis på præsidentens autokratiske ambitioner og manglende respekt for magtens tredeling.
Donald Trump har tidligere tordnet mod dommere, der kom i vejen for ham, påpeger de. Nu fjernede han politichefen, der ledte en efterforskning af hans omgangskreds for muligt samarbejde med Rusland om at påvirke det amerikanske præsidentvalg.




























