Overblik: De har forladt Donald Trumps administration

Lyt til artiklen
  • Hope Hicks: Donald Trumps kommunikationschef i Det Hvide Hus trækker sig 28. februar, efter at hun under et vidneudsagn i Kongressen har tilstået, at hun har givet 'hvide løgne' i præsidentens tjeneste.
  • Rob Porter: Stabssekretæren trak sig fra sin stilling i begyndelsen af februar, efter at to tidligere ægtefæller havde anklaget ham for at have udøvet fysisk vold mod dem under deres respektive ægteskab.
  • Steve Bannon: Den kontroversielle chefstrateg forlod i august sin post i Det Hvide Hus. Det skete, efter at avisen The New York Times kunne berette, at præsident Trump havde besluttet at fjerne Bannon fra posten.
  • Anthony Scaramucci: Præsidentens kommunikationschef fik kun ti dage på posten. Han blev fyret 31. juli af Trumps nye stabschef, John Kelly, efter at Scaramucci havde langet ud efter flere toprepublikanere i en samtale med en journalist fra magasinet The New Yorker.
  • Reince Priebus: Præsident Trumps første stabschef blev fredag 28. juli skiftet ud med den hidtidige minister for national sikkerhed, John Kelly.
  • Sean Spicer: Han sagde op som pressetalsmand for Det Hvide Hus i uge 29, fordi han var utilfreds med ansættelsen af Anthony Scaramucci som ny kommunikationschef i Det Hvide Hus.
  • James Comey: Direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI, som havde stået i spidsen for en undersøgelse af Ruslands mulige indblanding i præsidentvalgkampen i USA i 2016. Han blev fyret af Trump i maj.
  • Michael Dubke: Stifter af Crossroads Media, som trådte tilbage som kommunikationschef i Det Hvide Hus i maj.
  • Michael Flynn: Trumps nationale sikkerhedsrådgiver trådte tilbage i februar 2017. Det skete, efter afsløringer af at han havde drøftet amerikanske sanktioner mod Rusland med den russiske ambassadør i USA, før Trump tiltrådte. Han havde desuden vildledt vicepræsident Mike Pence om samtalerne.
  • Sally Yates: Fungerende justitsminister, som blev fyret af Trump i januar 2017, efter at hun havde beordret justitsministeriets advokater til ikke at håndhæve Trumps indrejseforbud.

Kilder: Reuters, NTB og The New York Times.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her