Medlemmer af USA’s grænsepatrulje har gjort grin med døde migranter og udstiller latinamerikanske kvindelige politikere i hemmelig Facebook-gruppe.

Håner migranter og kvindelige politikere: Grænseagenter i USA benytter hemmelig gruppe på Facebook til racistiske indslag og udtalelser

Det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez forlader grænsekontrollen i El Paso mandag den 1. juli. 
 Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Det demokratiske kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez forlader grænsekontrollen i El Paso mandag den 1. juli. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En hemmelig Facebook-gruppe for nuværende og tidligere agenter for USA’s grænsepatrulje er fyldt med racistiske indslag og udtalelser, der håner migranter, rapporterer nyhedsmediet ProPublica.

Medlemmer af Facebook-gruppen har også skrevet nedsættende indslag om kvindelige spansktalende politikere - deriblandt Alexandria Ocasio-Cortez, som er et markant demokratisk medlem af Kongressen.

Gruppen, som har navnet ’ I’m 10-15’ – ’Jeg er 10-15’, blev dannet i august 2016 og omfatter angiveligt over 9.500 medlemmer, skriver ProPublica.

Grænsepatruljens kode for tilbageholdte fremmede er ’10-15’.

Døde migranter

ProPublica har offentliggjort en række eksempler på indslag fra gruppen. Blandt andet en historie om en 16-årig guatemalaner, som døde i grænsepatruljens detention, hvor der bliver refereret til bemærkninger som ’Åh ja’, og ’hvis han dør, så dør han’.

En humanitær krise: Amerikanske politikere chokerede over behandlingen af migranter i lejre i Texas

Andre opslag viser falske, konstruerede fotomontager af Ocasio-Cortez i forskellige seksuelle situationer.

Blandt andet et manipuleret billede af en smilende Donald Trump, der tvinger Ocasio-Cortez’ til at give ham oralsex.

Den kvindelige politiker er en fremtrædende kritiker af grænsemyndighederne - først og fremmest Told og Grænse Beskyttelsesagenturet (CBP), som har ansvaret for grænsepatruljen og dens agenter.

I en kritik på Twitter i denne uge siger Ocasio-Cortez, at »der er 20.000 grænseagenter under CBP«.

»Ud af disse er der 9.500, som deler memes (hånlige, satiriske billeder, red.) af døde migranter, og som retter beskyldninger mod kongresmedlemmer«, skriver hun og tilføjer:

»Hvordan i alverden kan man have tillid til, at CBP har en kultur, som sikrer en menneskelig behandling af flygtninge«?

Ocasio-Cortez fordømmer også de forhold, der er i CBP’s faciliteter.

»Det er ikke blot børnene. Det er alle. Folk må drikke fra toiletter. Ledende folk fra grænsepatruljen griner op i ansigtet på kongrespolitikere«.

Ocasio-Cortez skriver, at det er svært at overdrive, hvor store problemerne er.

»Vi taler om systematisk grusomhed - om en umenneskelig kultur, hvor de bliver behandlet som dyr«.

Carla Provost, som leder USA’s grænsepatrulje, fordømmer Facebook-gruppen, som hendes folk har oprettet, og hun siger, at de vil blive stillet til ansvar for dem.

Chokerende besøg

Mandag besøgte Alexandria Ocasio-Cortez og en gruppe andre politikere en migrantlejr i El Paso, Texas. Forholdene i lejren har chokeret de amerikanske politikere, der beskriver dehumaniserende behandling og psykologisk krigsførelse mod migranterne.

Besøget blev arrangeret som en reaktion på en uafhængig rapport, der i maj advarede om ’farlig overbelægning’ af en lejr i El Paso.

Her ligger hun med armen om hans hals: Valeria og hendes fars druknedød er blevet billedet på den farefulde færd mod USA

I sidste ude gik et billede af afdøde migrant Óscar Alberto Martínez Ramírez og hans knap 2 år gamle datter, Valeria, verden rundt. Det har skabt meget debat i USA om forhold for migranter og den farefulde rejse, de begiver sig ud på, når de søger mod USA.

Far og datter druknede i forsøget på at krydse grænsen mellem Mexico og USA.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her