Adam Schiff, der er formand for efterretningsudvalg, skal lede rigsretssag for Demokraterne.

Trump kalder ham korrupt. Nu skal Schiff lede sag mod præsidenten

Adam Schiff til højre ses her i selskab med Nancy Pelosi, formanden for Repræsentanternes Hus, ved en pressekonference tidligere på dagen.  Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Adam Schiff til højre ses her i selskab med Nancy Pelosi, formanden for Repræsentanternes Hus, ved en pressekonference tidligere på dagen. Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, demokraten Adam Schiff, skal stå i spidsen for en gruppe, som skal lede rigsretssagen mod præsident Donald Trump.

Det er onsdag blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus. Schiff skal lede en gruppe på syv demokrater, som vil føre sagen mod præsidenten i Senatet.

Præsidenten har tidligere tordnet mod netop Adam Schiff på Twitter, hvor han har omtalt demokraten som en korrupt politiker.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, ventes senere onsdag at underskrive selve sagsakterne, som derefter ceremonielt overbringes til Senatets sekretariat.

Det ventes at ske omkring klokken 17.00 i Washington (klokken 23.00 dansk tid).

Rigsretssagen kan blive indledt i næste uge.

Vil have fjernet Trump

Den 59-årige Schiff og de øvrige i gruppen skal føre sagen over for senatorerne.

Demokraterne vil have Trump fjernet fra præsidentposten.

De mener, at han har misbrugt sit embede til at presse Ukraine til at efterforske sager, som kunne belaste tidligere vicepræsident Joe Biden.

Biden er Trumps måske farligste rival ved præsidentvalget i år.

Trump anklages samtidig for at have modarbejdet Kongressen i sagen.

Donald Trump har mange gange kritiseret Schiff, som tidligere har været føderal anklager. Han har blandt andet kaldt ham korrupt.

Blandt de øvrige, som skal føre sagen for Demokraterne, er den 72-årige Jerrold Nadler, som er medlem af retsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Senatet har 100 medlemmer, hvoraf 53 er republikanere. Ingen af disse har tilkendegivet støtte til rigsretssagen mod præsidenten.

Der kræves mindst et flertal på to tredjedele af senatorerne til at støtte kravet om præsidentens tilbagetræden, før det kan blive en politisk realitet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her