Præsident Trump så overrasket ud, da medicinalfirmaets direktør undveg hans udstrakte hånd og i stedet stak sin albue frem til en hilsen.
»Åh«, udbrød Trump forundret og trak hånden til sig.
Direktøren, der afviste håndtrykket, var sammen med virksomhedsejere og sundhedsansvarlige personer inviteret med på præsident Trumps pressemøde i Det Hvide Hus’ Rosenhave fredag.
Her erklærede præsidenten krisetilstand i USA på grund af coronavirussen. En erklæring mange har efterlyst, da den i praksis frigiver op til 50 milliarder dollar til USA’s føderale katastrofeberedskab, Fema, der kan hjælpe myndighederne i delstater ramt af corona.
Albuehilsnen kom efter, at Trump netop efter tur havde givet de fremmødte hånden. Noget sundhedsmyndighederne opfordrer til, at man holder sig langt fra lige nu. Men som det har været siden corona begyndte at sprede sig i USA, er Trump selv det værste eksempel på, hvordan amerikanerne skal agere i denne krisetid.
I ugevis har Trump nedtonet smittefaren, han har sammenlignet corona med en almindelig influenza, kaldt virussen »fremmed«, klandret Kina for at undfange den, og Europa for at sprede den.
Trump har beskyldt medierne såvel som demokraterne for at sprede unødvendig frygt og skade økonomien kun for at ramme ham. Han har givet sine egne sundhedseksperter mundkurv på, når de har sagt, at virussen var mere dødelig end influenza.
Selv da det stod klart, at han i weekenden havde været i tæt kontakt med den brasilianske præsident Bolsonaros kommunikationschef, der er smittet, har han afvist at blive testet. En afvisning, han gentog på pressemødet i rosenhaven, for så dagen efter at fortælle på et nyt pressemøde, at han nu var blevet testet og afventede resultatet. Tre mennesker, som præsidenten mødte i weekenden, er nu testet positive.
Præsident Trump har kort sagt gjort, som han plejer: Afvist at lytte til videnskab, forsøgt at skabe frygt for »fremmede«, skudt skylden på andre og udpeget sig selv til det største offer.
Tror på Trump
Epidemien har han håndteret, som man ville gøre i et diktatur. Misinformation, modstridende oplysninger, censur, fralæggelse af ansvar. Og han har fået mange amerikanere til at tro på sig.
I det Trump-begejstrede område The Villages, et af Floridas største områder for pensionister, den mest sårbare gruppe, sagde en 64-årig kvinde til Washington Post dagen før pressemødet i Rosenhaven:
»Jeg er bare en person, der giver hånd og kram. Det her (corona) lader til at være blevet blæst ud af proportioner«.
Hun ærgrede sig over, at hendes krydstogt var aflyst og havde tænkt sig at fortsætte sit liv, som om intet var hændt. Præcis som hendes præsident.
Det på trods af at corona i skrivende stund er konstateret i 49 ud af 50 stater – kun West Virginia var ifølge The New York Times coronafri – og at eksperter denne uge har meldt ud, at antallet af smittede, mindst 2.170 per lørdag morgen dansk tid, kan være 10 gange så stort, da man ikke kan teste på grund af akut mangel på coronatest. En knaphed der er opstået, fordi USA’s forbundsregering har afvist at bruge testen udviklet af Verdensundhedsorganisationen WHO. I forhold til andre coronaramte lande har USA udført utrolig få test.
Også i coronatider har Trump været omgivet af rygklappere, der undlader at sige ham imod, roser ham og præsenterer ham for de bedst tænkelige scenerier. Som de undersøgende Washington Post-journalister Philip Rucker og Carol Leonnig konstaterer i bogen ’Very Stable Genius’, er tiden for længst forbi, hvor der var »voksne i rummet«, der kunne forhindre Trumps værste impulser. De voksne, såsom tidligere stabschef general Kelly, er for længst fyret eller har forladt bygningen.
Tilbage er folk som vicepræsident Pence, hvis vigtigste opgave synes at være at rose Trump til trods for, at han og præsidenten adskillige gange har udtalt sig med modstridende fakta om krisens alvorlighed. Det gjorde han også i rigelige mængder i Rosenhaven, hvor han lovpriste Trump for nu at skaffe flere test. I virkeligheden ved man ikke præcis, hvornår de akut manglende test kan leveres, sagde eksperter efter Trumps pressemøde.
Økonomisk dyk efter tale
Der er ikke megen tvivl om, at Trump hidtil har nedtonet krisen for at forhindre, at den skulle påvirke økonomien. Der er otte måneder til, at amerikanerne skal stemme. Står USA i en økonomisk krise, har Trump mistet sit bedste argument for, hvorfor han bør vinde. Få siddende præsidenter med en god økonomi har tabt et præsidentvalg.
I den seneste uge, mens lande verden over har taget drastiske midler i brug, og guvernører i flere delstater har lukket skoler, og basket- og baseball-ligaen har afbrudt og udskudt sæsonen, har Trump kun modvilligt netop aflyst sine kommende vælgermøder.
At han nu erklærer krisetilstand, kommer først efter et mislykket forsøg på at skabe ro onsdag aften i en tale til nationen, hvor han lukkede grænsen for en række europæiske lande derunder Danmark. Men talen, hvor Trump blandt andet først fejlagtigt sagde, at USA også ville lukke af for europæiske handelsvarer, fik kun aktiemarkedet til at tage endnu et stort dyk. Sådanne blodbad på Wall Street er ikke set siden finanskrisen 2008.
Fredag prøvede Trump så igen med at erklære krisetilstand. Det fik denne gang aktiemarkedet til at stige. Samme aften godkendte Repræsentanternes Hus en corona-hjælpepakke, der blandt andet vil give amerikanere to ugers sygedage med løn, op til tre måneders betalt familie- og sygeorlov og gratis coronatest. Forhandlingerne om hjælpepakken trak ud, da demokraternes Nancy Pelosi, formanden for Repræsentanternes Hus, havde svært ved at få en aftale i hus med Trump, da demokraterne først forsøgte at gøre aftalen permanent, så arbejdere ville kunne få adgang til to ugers sygedage med løn – også uden corona. Noget Trump afviste og kaldte »frynsegoder de (demokraterne, red.) ikke har formået at få de seneste 25 år«.
I de mest alvorlige kriser Trump har stået overfor som præsident, har han formået at komme ud af det med skindet på næsen eller ligefrem med en øget popularitet, som senest med rigsretssagen og tidligere Mueller-undersøgelsen.
Men at det vil gå på samme måde med coronakrisen, ser trods krisetilstand og hjælpepakke lige nu mere tvivlsomt ud. Aktiekurserne har måske svunget opad fredag aften. Men er antallet af syge så underrapporteret, som eksperter tror, kan USA komme til at se mange flere syge, flere døde, mere stilstand i samfundet og en økonomi, der bliver ved med at bløde.
Samtidig har USA i modsætning til europæiske lande ramt af corona, et decentraliseret sygehusvæsen, hvor adgang for mange amerikanere er en by i Rusland. Der kan være meget mere kaos på vej.
Måske kan netop Trump uden sine populære vælgermøder, en sygdom der rammer hans kernevælgere i det ældre segment, kaos og en usikker økonomi få flere af hans støtter til at tvivle på, om de fortsat skal lægge deres liv i hans hænder, når de stemmer til november.
fortsæt med at læse




























