Både demokrater og republikanere har opfordret vicepræsidenten til at bruge tilføjelsen og fjerne Trump.

Medier: Mike Pence er imod at bruge den 25. tilføjelse

Vicepræsident Mike Pence (t.v.) er den, som kan afgøre, om Donald Trump skal fjernes. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Vicepræsident Mike Pence (t.v.) er den, som kan afgøre, om Donald Trump skal fjernes. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s vicepræsident, Mike Pence, er imod at gøre brug af den 25. tilføjelse i forfatningen for at fjerne Donald Trump fra præsidentposten.

Det oplyser en af Pences rådgivere ifølge Business Insider og The New York Times.

Pence selv har ikke udtalt sig offentligt endnu om brug af den 25. tilføjelse.

Demokraternes mest magtfulde skikkelser i Washington D.C. samt nogle republikanere har opfordret vicepræsidenten til at udløse den særlige tilføjelse til forfatningen og fjerne Trump øjeblikkeligt.

Blandt dem er den demokratiske flertalsleder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi.

Pelosi sagde tidligere torsdag, at hun forventer en hurtig reaktion fra vicepræsident Mike Pence. Samtidig understregede hun, at hun ikke udelukker en ny rigsretssag mod Trump.

Også det republikanske kongresmedlem Adam Kinzinger og Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, har opfordret til, at Mike Pence udløser den 25. tilføjelse til forfatningen og fjerner Trump.

Opfordringerne kommer, efter at Kongressen i Washington D.C. onsdag blev stormet af hundredvis af Trump-tilhængere.

Under urolighederne lagde Donald Trump blandt andet en video på sociale medier, hvor han siger, at han ’elsker’ og ’forstår’ de personer, der står bag optøjerne.

Den 25. tilføjelse i USA’s forfatning kan bruges til at afsætte en præsident, som ikke kan varetage opgaven.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her