Rekordmange amerikanere døde sidste år af en overdosis. Det fremgår af en amerikansk rapport ifølge NBC News.

En enkelt stof fylder gevaldigt i statistikken over rekordmange dødsfald i USA som følge af en overdosis

Rachel Taylor sidder med sin søns aske. Kyle Domrese er en af de mere end 100.000 amerikanere, der i 2021 døde af en overdosis. Foto: David Goldman/Ritzau Scanpix
Rachel Taylor sidder med sin søns aske. Kyle Domrese er en af de mere end 100.000 amerikanere, der i 2021 døde af en overdosis. Foto: David Goldman/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 18.37.

Over 107.600 amerikanere døde i 2021 af en overdosis. Det fremgår af en amerikansk rapport udført af USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC), skriver NBC News. Det er det højeste antal døde af en overdosis nogensinde i USA, lyder det.

Selv om det totale antal dødsfald slår rekord, var den procentvise stigning i dødsfald en hel del højere året før – altså fra 2019 til 2020. Fra 2020 til 2021 steg antallet af dødsfald på grund af overdosis med 15 procent. Året før lød stigningen på 30 procent.

»Selv om stigningen i overdoser er mindre sammenlignet med sidste år, er der i 2021 stadig tale om et stort antal«, siger forsker ved CDC’s Nationale Center for Sundhedsstatistik (NHCS) Farida Ahmad.

Ifølge en rapport fra NHCS var stoffet fentanyl skyld i langt de fleste dødsfald af en overdosis. Det var i 2021 involveret i 71.238 dødsfald. Fentanyl er et yderst stærkt, syntetisk smertestillende middel. Det minder om morfin, men er mellem 50 og 100 gange stærkere, skriver USA’s Nationale Institut for Narkotikamisbrug på sin hjemmeside. Efter fentanal er metamfetamin, kokain og naturlige opioider – eksempelvis heroin og morfin – de største syndere i forhold til overdoser.

Pandemi har skabt større stigning

Antallet af dødsfald som følge af overdosis var allerede stigende forud for coronakrisen. Men der var »helt klart en tydelig stigning under pandemien«, siger Joseph Friedman, der er forsker ved University of California.

Der bor omkring 330 millioner mennesker i USA. De 107.600 dødsfald som følge af overdosis svarer til cirka 0,03 procent af befolkningen. Hvis det skulle overføres til dansk målestok, ville det betyde, at omkring 1.750 personer i Danmark var døde af en overdosis på et år. Ifølge Sundhedsstyrelsen døde 256 personer i 2020 som følge af narkotika i Danmark, meddelte styrelsen i juni sidste år.

»Ud af de 256 dødsfald i 2020 skyldtes 189 af dem forgiftninger med ét eller flere stoffer, mens de resterende 67 dødsfald skyldtes anden form for narkotikarelateret død – for eksempel anden ulykke end forgiftning, sygdom eller en ukendt dødsårsag«, skriver Sundhedsstyrelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her