Et 10-årigt voldtægtsoffer var tre dage over Ohios abortgrænse på seks uger og måtte derfor rejse til Indiana.

10-årig pige i USA måtte rejse til nabostat for at få abort efter voldtægt

Jordan Simi (i midten) var en af deltagerne i demonstrationerne i forbindelse med højesterets historiske dom, der fjernede kvinders ret til selv at vælge at få foretaget en abort. Foto: Alyssa Pointer/Ritzau Scanpix
Jordan Simi (i midten) var en af deltagerne i demonstrationerne i forbindelse med højesterets historiske dom, der fjernede kvinders ret til selv at vælge at få foretaget en abort. Foto: Alyssa Pointer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Først blev offeret – en pige på blot 10 år – voldtaget.

Derefter måtte hun forlade sin hjemstat, Ohio i USA. Den har forbudt aborter, så barnet måtte rejse til Indiana for at få fjernet resultatet af det seksuelle overgreb.

Det kom frem under et retsmøde i Franklin Amt i Ohio onsdag, hvor en efterforsker fortalte, at en 27-årig mand havde indrømmet at have voldtaget pigen mindst to gange.

Grunden til, at pigen og hendes familie måtte rejse til Indiana, er, at USA’s højesteret 24. juni omstødte en afgørelse fra 1973, der kendes som Roe v. Wade. Det betyder i praksis, at USA’s 50 delstater nu selv kan bestemme, om abort skal være lovligt eller ej.

I Ohio trådte et forbud mod abort efter den sjette graviditetsuge i kraft blot få timer efter afgørelsen fra højesteret.

Ifølge avisen Indianapolis Star var den 10-årige gravide pige nødt til at rejse til Indiana, fordi hun var tre dage over Ohios nye grænse på seks uger – den såkaldte ’heartbeat’-lov. Loven gør det ulovligt at modtage en abort, fra det første hjerteslag kan høres, hvilket er omkring seks uger inde i graviditeten.

Forbuddet i Ohio gælder også, selv om graviditeten er sket ved voldtægt eller incest, mens det i delstaten Indiana stadig er lovligt at få foretaget en abort frem til den 22. uge af graviditeten.

Derfor har abortklinikker i Indiana mærket følgerne af den strammere abortlovgivning, da patienter er kommet til delstaten fra både Ohio og Kentucky. Ifølge Indianapolis Star modtager abortklinikker i Indianapolis omkring tyve patienter fra nabostaterne hver dag.

Abort er for nuværende ulovligt i ni stater, og det forventes ifølge The New York Times, at der kommer flere til de følgende uger.

Sagen har været omgærdet af kontroverser om, hvorvidt den var fabrikeret eller ej. Ohios statsadvokat, republikaneren Dave Yost, sagde til USA Today tirsdag, at detaljerne i historien højst sandsynligt var »opspind«, fordi der ikke var foretaget en anholdelse i sagen, ligesom beviserne ikke var blevet fremlagt.

Det måtte han efter anholdelsen af den 27-årige gerningsmand bide i sig igen. Han skrev i en erklæring onsdag, at hans »hjerte græder over den smerte«, den 10-årige pige har oplevet.

Der blev også sået tvivl om historien i medier som Fox News og The New York Post.

Anti-abortgrupper ser til Texas’ abortlov

Flere anti-abortgrupper i republikanske delstater ser gerne, at det bliver ulovligt at krydse statsgrænser for at få foretaget en abort.

The Thomas More Society, et konservativt advokatfirma, er i gang med at udfærdige en model for en lov, som vil gøre det muligt for civile at lægge sag an mod enhver, som hjælper andre over statsgrænser, så de kan få en abort. Sproget minder om det, som findes i Texas’ abortforbud fra sidste år, som gjorde det muligt for civile at håndhæve loven via civile retssager.

Også The National Association of Christian Lawmakers, en gruppe ledet af konservative politikere, er begyndt at arbejde sammen med forfatterne bag Texas’ abortforbud, for at undersøge, hvordan man kan forhindre folk i at krydse statgrænser for at få foretaget aborter.

Joe Bidens regering har advaret om, at den vil bekæmpe love af denne art, fordi de krænker retten til mellemstatslig handel.

Herudover fremhævede Biden i sidste uge sagen om den 10-årige pige i en kritik af afgørelsen fra højesteret.

»Voldtaget, seks uger henne i en graviditet. Allerede traumatiseret. Blev tvunget til at rejse til en anden stat. Forestil jer at være den lille pige«, sagde han.

Hvornår er det et barn?

Et fundamentalt spørgsmål i abortdebatten er, hvornår en persons liv begynder. I Ohio har man besluttet, at en persons liv begynder i sjette graviditetsuge.

I sidste måned brugte en gravid kvinde fra Texas, Brandy Bottone, sin graviditet som begrundelse for at køre i samkørselsbanen, som er forbeholdt køretøjer med flere passagerer. Kvinden fik en bøde af politiet, men henviste til, at med den netop ophævede lovgivning kan og skal fosteret i hendes mave betragtes som en person.

Kimberlyn Schwartz, en talskvinde for Texas Right to Life, den største anti-abortorganisation i Texas, har udtalt, at hun støtter Bottone sammen med opfattelsen af, at fostre skal ’anerkendes som texanere i alle områder af samfundet’.

På den anden side har nogle, som er for abort, rost Bottone for at påpege en mulig konsekvens af højesterets beslutning. Andrea Harrington, en distriksadvokat i Massachusetts, skrev på Twitter, at Bottone var »hendes nye feministiske helt«, og at »Det absurde og misogynien bag at kriminalisere kvinders helbred er uundgåelig«.

Line Foldager Villemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her