USA’s tidligere præsident Donald Trump hævder, at han bliver anholdt på tirsdag og beder tilhængere protestere. Intet er bekræftet af myndighederne.

Donald Trump kommer med ubekræftet påstand om mulig anholdelse

Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s tidligere præsident Donald Trump skriver på det sociale medie Truth Social, at han vil blive anholdt tirsdag og beder sine tilhængere protestere. Trump har ikke angivet på Truth Social, hvad årsagen til, at han skulle blive anholdt, er. Anklagemyndigheden på Manhattan har ifølge The New York Times ikke ønsket at kommentere Trumps påstand om, at han vil blive anholdt.

Trump henviser i sit indlæg til »illegalt lækkede oplysninger« fra anklagemyndigheden på Manhattan i New York. Han skriver, at der ikke er nogen bevislige lovovertrædelser, og han siger hele sagen mod ham er baseret på »en gammel og helt og holdent afvist historie«.

Trumps indlæg er lagt ud i to dele på hans eget sociale medie. Det er skrevet udelukkende med versaler, og ekspræsidenten påstår, at USA er færdigt og at »radikale venstrefløjsanarkister har stjålet vort præsidentvalg«.

»Den amerikanske drøm er død!«, skriver han.

Ifølge The New York Times har en talsperson for Trump udsendt en erklæring, hvori det præciseres, at ekspræsidenten skrev opslagene på Truth Social uden at have håndfast viden om, hvorvidt og i givet fald hvornår anholdelsen skulle finde sted.

Tiltale på vej

Amerikanske medier har den seneste uge rapporteret, at en tiltale mod Trump er på vej og vil blive offentliggjort inden for kort tid. Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, vil nu have undersøgt, om statslige midler bruges til »at undergrave vores demokrati ved at gribe ind i valgkampen med politisk motiverede retsforfølgelser«, skriver han på Twitter lørdag.

»Så er vi i gang igen. Skandaløst magtmisbrug fra en yderligtgående anklager, som lader voldskriminelle gå fri, mens han søger politisk hævn mod præsident Trump«, skriver McCarthy.

Distriktsanklageren på Manhattan Alvin Bragg og hans team begyndte tidligere i år at fremlægge bevismateriale for en storjury, som undersøger en udbetaling på 130.000 dollar (947.000 kroner), som Michael Cohen, Trumps tidligere personlige advokat og fikser, udbetalte til den tidligere pornostjerne Stormy Daniels under præsidentvalgkampen i 2016. Cohen erklærede sig siden skyldig i misbrug af valgkampsmidler og fik tre års fængsel.

Daniels, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, siger, at hun havde en affære med Trump et årti tidligere. Trump har afvist, at han havde affære med hende. The New York Times har også skrevet, at det er i denne sag, at Trump kan blive tiltalt.

The New York Times skriver videre, at anklagere tidligere har tilbudt Trump at vidne for den storjury, der har set på beviserne i sagen. Et sådant tilbud er ifølge avisen næsten altid et tegn på, at en tiltale er nær. En storjury er en større gruppe personer, der udpeges for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her