Det mest foruroligende ved tiltalen mod USA’s tidligere præsident Donald Trump er, at ledende republikanske politikere nu sår tvivl om det amerikanske retsvæsen. Det mener Niels Bjerre Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.
»Tiltalen er lige ind i Trumps offerfortælling – at det er en heksejagt, og at han er uskylden selv. Men det virkelig foruroligende er, hvordan mange ledende republikanere har reageret. Det plejede at være et konservativt princip, at man troede på rule of law – at ingen var hævet over loven. Men nu ser vi republikanske politikere, som af frygt for at få Trumps vælgere på nakken er parate til på forhånd at afvise anklager, de overhovedet ikke har set endnu. Det er vildt«, siger Niels Bjerre-Poulsen over telefon fra Los Angeles.


























