En lottospiller i USA har vundet 1,58 milliarder dollar, svarende til cirka 10,7 milliarder kroner, i spillet Mega Millions. Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt CNN.
Lottokuponen er udstedt i Florida, men vinderen eller vinderne har endnu ikke meldt sig. Vinderen eller vinderne kan få udbetalt 783,3 millioner dollar før skat med det samme eller få gevinsten udbetalt i mindre stykker over 29 år.
Gevinsten er en af de højeste præmier i USA nogensinde. Rekorden er en gevinst på 2,04 milliarder dollar i spillet Powerball. Ifølge CBS News er de 1,58 milliarder dollar den tredjestørste lottogevinst i USA nogensinde. Præmiepuljen var blevet så stor, fordi det i 31 udtrækninger forinden ikke var lykkedes at finde en vinder.
Det er ellers nogle vanskelige odds, som spillerne har stået over for. Chancen for jackpot er ifølge CBS News 1 ud af 303 millioner.
Mega Millions spilles i 45 af USA’s 50 delstater. En kupon koster to dollar, og den kan købes i alle stater bortset fra Alabama, Utah, Alaska, Hawaii og Nevada. Selve spillet finder sted tirsdage og fredage.
ritzau
fortsæt med at læse




























