»Jeg ved ikke, om man overhovedet kan tale om selvmord uden også at tale om skydevåben«, siger forsker om opsigtsvækkende statistik.

Nu er selvmord den mest almindelige dødsårsag blandt 25-44-årige i USA

Foto: Amr Alfiky/Ritzau Scanpix
Foto: Amr Alfiky/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Omkring 49.500 mennesker tog deres eget liv i USA sidste år – det største antal selvmord i landet nogensinde, viser nye officielle tal fra regeringen torsdag.

Centrene for Sygdomskontrol og Forebyggelse, som har udsendt statistikken, har endnu ikke udregnet selvmordsraten for året, men de foreliggende data tyder på, at selvmord i dag er blevet mere almindeligt i USA end på noget andet tidspunkt siden begyndelsen af Anden Verdenskrig, skriver nyhedsbureauet Associated Press ifølge The Washington Post.

Avisen påpeger, at selvmord er et kompliceret fænomen, hvor mange faktorer spiller ind – blandt andet flere tilfælde af depressioner og begrænsede muligheder for at få hjælp mod psykiske sygdomme og problemer. Men en faktor, som har spillet afgørende ind, er udbredelsen af let tilgængelige skydevåben, fremhæver Jill Harkavy-Friedman, som er med til at lede forskerne i Den Amerikanske Stiftelse for Prævention af Selvmord.

Selvmordsforsøg med skydevåben ender langt hyppigere med døden end mange andre typer af selvmord, og der er i dag skydevåben i flere og flere amerikanske hjem. En nylig analyse fra Johns Hopkins Universitet har påvist, at andelen af selvmord med skydevåben sidste år var den højeste nogensinde, og for første gang var antallet af selvmord med skydevåben hos sorte teenagere højere end blandt hvide teenagere.

»Jeg ved ikke, om man overhovedet kan tale om selvmord uden også at tale om skydevåben«, siger Harkavy-Friedman til The Washington Post.

Antallet selvmord i USA er steget jævnt siden begyndelsen af 2000-tallet, og det nåede en foreløbige top i 2018. Det år var der 48.300 selvmordsdødsfald, hvilket svarer til en forekomst på 14,2 per 100.000 indbyggere. Tallene indikerer, at selvmord i fjor var den mest almindelige dødsårsag blandt voksne amerikanere i alderen 25 til 44 år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her