Efter tilhængernes storm på Kongressen 6. januar 2021 blev Trump fjernet fra Twitter. Nu er han tilbage.

Trump er tilbage på X, to et halvt år efter han blev fjernet fra Twitter

Donald Trumps første opslag på X var det foto, der blev taget af ham i fængslet i Fulton County. Foto: Chris Delmas/Ritzau Scanpix
Donald Trumps første opslag på X var det foto, der blev taget af ham i fængslet i Fulton County. Foto: Chris Delmas/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s tidligere præsident Donald Trump er for første gang i mere end to et halvt år tilbage på det, der tidligere var kendt som Twitter, nu kaldet X.

Det er sket, efter at han natten til fredag dansk tid overgav sig til myndighederne i fængslet i Fulton County i delstaten Georgia. Her er han anklaget for forsøg på at omstøde valgresultatet fra præsidentvalget i 2020.

Twitter var afgørende for hans politiske opstigen, og han blev berygtet for i sin tid som præsident fra tidlig morgen til sen aften at fyre tekstbeskeder af i et rasende tempo. Det blev hans kampvåben over for både venner og fjender.

Det endte brat efter hans tilhængeres stormen på Kongressen 6. januar 2021.

Nu er han tilbage. Beskeden på X blev sendt fra hans private fly, da han fløj hjem fra Georgia til New Jersey, skriver mediet Politico.

Her gengiver han det foto, der blev taget af ham i fængslet i Fulton County og ledsager det med ordene ’valgindblanding’ og ’aldrig overgivelse’. Alt skrevet med store bogstaver, som han også tidligere havde for vane.

Forrige tweet var et afbud til Bidens indsættelse

Sidst Trump var på Twitter var 8. januar 2021, cirka to måneder efter at det stod klart, at han havde tabt præsidentvalget til demokraten Joe Biden.

»Til alle dem, der har spurgt, så vil jeg ikke møde op ved indsættelsen (af Biden red.) 20. januar«, skrev han.

Efter hans tilhængeres angreb på Kongressen 6. januar, hvor Senatet og Repræsentanternes Hus skulle endeligt godkende Biden som valgets vinder, fik Trump forbud mod at bruge Twitter på ubestemt tid.

På det tidspunkt havde han over 86 millioner følgere på Twitter.

Efter milliardæren Elon Musk sidste år købte Twitter, tillod han Trump at vende tilbage til det, som siden blev omdøbt til X.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her