Donald Trump har forbrudt sig mod forfatningens 14. tillæg og må ikke optræde på stemmesedlen ved primærvalget i Colorado, har delstatens højeste retsinstans fastslået i opsigtsvækkende kendelse.

Colorados højesteret udelukker Donald Trump fra primærvalg i 2024

Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
Foto: Justin Sullivan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske præsidentvalgkamp tog natten til onsdag dansk tid en usædvanlig drejning, da højesteret i Colorado med en kendelse uden sidestykke erklærede, at tidligere præsident og nuværende præsidentkandidat Donald Trump er diskvalificeret til at bestride et offentligt embede – inklusive posten som præsident – på grund af sin rolle i stormløbet på Kongressen i Washington, D.C., 6. januar 2021. Kendelsen betyder, at Trump er udelukket fra at deltage i delstatens primærvalg på Super Tuesday, 5. marts 2024.

Med stemmerne 4-3 beordrede flertallet af dommerne Colorados indenrigsminister, Jena Griswold, til at udelade Trumps navn fra stemmesedlerne. Kendelsen, som i første omgang kun gælder primærvalget og kun i Colorado, træder først i kraft 4. januar, dagen inden fristen for at godkende navnene på stemmesedlen til delstatens primærvalg udløber, så Trump inden da har mulighed for at appellere til USA’s højesteret, hvilket han allerede har sagt, at han vil gøre. Hvis dommen bliver stadfæstet her, kan det få vidtrækkende konsekvenser for Trump.

Som begrundelse for den opsigtsvækkende kendelse, der er uden fortilfælde i amerikansk politik, pegede dommerne på sektion 3 i forfatningens 14. tillæg, som udelukker enhver, der tidligere har aflagt en ed over for forfatningen, men siden gør oprør mod staten, fra at »besidde et embede, civilt eller militært, i USA«.

»Vi konkluderer, at fordi præsident Trump er diskvalificeret til at bestride embedet som præsident ifølge paragraf 3, vil det ifølge valgloven være en ulovlig handling for ministeren at opføre præsident Trump som kandidat på stemmesedlen ved primærvalget. Derfor må ministeren ikke sætte præsident Trumps navn på stemmesedlen til primærvalget i 2024, og hun må heller ikke tælle stemmer, der afgives ved at indføre hans navn på stemmesedlen, med«, står der i kendelsen.

De fire dommere erkendte, at de med kendelsen »betræder uberørt territorium«.

»Vi er ikke nået frem til disse konklusioner med lethed. Vi er opmærksomme på de forhåndenværende spørgsmåls størrelse og vægt. Vi er ligeledes opmærksomme på vores højtidelige pligt til at anvende loven uden frygt og favør og uden at blive påvirket af den offentlige reaktion på de beslutninger, som loven giver os bemyndigelse til at træffe«, lyder det videre.

Flere sager på vej

Dermed kom de fire dommere ved Colorados højesteret frem til den modsatte konklusion af distriktsdomstolen, der i sidste måned afgjorde søgsmålet, som var anlagt af seks vælgere, til Trumps fordel. Godt nok var dommer Sarah B. Wallace enig med sagsøgerne i, at Trump havde deltaget i oprør, men hun mente ikke, at præsidentembedet var omfattet af paragraf 3 i forfatningens 14. tillæg. Derfor kunne Trump godt stå på stemmesedlen, konkluderede hun.

Netop fortolkningen af paragraf 3 i forfatningens 14. tillæg er kernen i det juridiske slagsmål, der ikke kun foregår i Colorado, men også i en lang række andre delstater ifølge CBS News. Spørgsmålet om, hvorvidt præsidentembedet overhovedet er omfattet af den såkaldte diskvalifikationsklausul, da det ikke nævnes specifikt, har aldrig været genstand for en juridisk granskning ved en domstol før nu. Faktisk har USA’s højesteret aldrig afsagt kendelser vedrørende paragraf 3 i forfatningens 14. tillæg før.

Det er også første gang, at den højeste retsinstans i en delstat har behandlet en sag som denne. I Minnesota og New Hampshire afviste delstatens højesteret en lignende sag tidligere på året. Men flere kan følge. I Michigan afviste en appeldomstol at behandle sagen med den begrundelse, at den var politisk. Den afgørelse blev dog anket til delstatens højesteret.

Med kendelsen er der lagt op til, at USA’s højesteret skal afgøre spørgsmålet én gang for alle. En eventuel kendelse vil herefter gælde i alle USA’s 50 delstater. Hvornår højesteret, der i forvejen skal behandle en række andre sager, der vedrører Trumps straffesager, beslutter, om den vil tage sagen op, vides ikke. Sker det inden 4. januar, vil kendelsens ikrafttræden blive udsat, indtil højesteret har afsagt dom. Det betyder, at Trump faktisk vil kunne optræde på stemmesedlen i Colorado alligevel.

Kan danne en kedelig præcedens

Steven Cheung, talsmand for Donald Trump, udtrykte straks efter kendelsen ifølge The New York Times stor tiltro til, »at USA’s højesteret hurtigt vil dømme i vores favør og omsider bringe disse uamerikanske søgsmål til ophør«, samtidig med at han – i lighed med andre prominente republikanere – langede kraftigt ud efter dommerne.

»Ikke overraskende har den udelukkende demokratisk udnævnte højesteret i Colorado afsagt kendelse imod præsident Trump og støttet en Soros-finansieret venstrefløjsgruppes plan om at blande sig i et valg på vegne af skurkagtige Joe Biden ved at fjerne præsident Trumps navn fra stemmesedlen og fratage Colorado-vælgeres ret til at stemme på deres foretrukne kandidat«.

Hvis det ender med, at Trump heller ikke må optræde på stemmesedlen ved præsidentvalget i november, vil Colorados ti valgmandsstemmer ikke i sig selv betyde det helt store for Trump, der tabte til både Hillary Clinton og Joe Biden ved de seneste to præsidentvalg og heller ikke er favorit til at vinde her ved valget næste år.

Men kendelsen kan danne en kedelig præcedens for Trump, vurderer politisk kommentator for CNN Alyssa Farah Griffin.

»Den sender et signal til vælgerne om, at han som den første i historien er uegnet til at optræde på en stemmeseddel ved et præsidentvalg«, siger hun til CNN.

Jeppe Dong Abrahamsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her