Straffesagen om opbevaring af hemmelige dokumenter på Trumps adresse i Florida er udskudt på ubestemt tid.

Trumps dokumentsag udsættes på ubestemt tid

Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Dommer udsætter ekspræsident Donald Trumps dokumentsag på ubestemt tid, oplyser sagens dommer Aileen Cannon tirsdag lokal tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sagen skulle være påbegyndt ved retten 20. maj, men Cannon mener ikke, at det er muligt på grund af antallet af begæringer til retten. Cannon, der blev udpeget af Trump i 2020, har ikke sat en ny dato.

Donald Trump er anklaget for at have beholdt hemmelige dokumenter efter sit præsidentembede på hans adresse i Mar-a-Lago i Florida. Han er desuden anklaget for at prøve at forhindre sin efterfølgers regering i at få dokumenterne tilbage.

Det var i 2022, at FBI-agenter gik ind i Trumps bolig i Mar-a-Lago, hvor de fandt 13.000 dokumenter, som stod stablet i kasser i boligen. Blandt dem var tophemmelige dokumenter, som indeholder informationer om det amerikanske atomprogram og nationale sikkerhedsbrister.

Donald Trump har nægtet sig skyldig. I februar indgav han en officiel anmodning om, at straffesagen om de hemmelige dokumenter skulle droppes.

Ekspræsidenten er involveret i en række retlige opgør. Han står over for i alt fire straffesager, hvoraf en af dem er opbevaring af hemmelige dokumenter i sit hjem i Mar-a-Lago.

De tre andre sager inkluderer den igangværende sag om udbetaling af tys-tys-penge til Stormy Daniels samt en sag om manipulation af resultatet i delstaten Georgia under præsidentvalget i 2020 og en sammensværgelse mod USA ved at forsøge at omgøre valgresultatet.

Trump står til at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget til november.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her