Opdateret søndag kl. 20.00
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump var kun lige gået i gang med at tale ved et vælgermøde i delstaten Pennsylvania, da der pludselig blev hørt høje lyde, og han angiveligt blev strejfet af skud.
Videoer fra lørdagens møde viser Trump tage sig til øret og søge dækning. Billeder viser desuden Trump med blod løbende fra det højre øre.
Her får du, hvad vi ved - og ikke ved - om hændelsen:
Hvad skete der?
En mand affyrede flere skud mod eks-præsident Donald Trump under et valgmøde i byen Butler i delstaten Pennsylvania.
Donald Trump blev ramt i sit højre øre.
En person blandt publikum blev dræbt, mens yderligere to er i kritisk tilstand. Det fremgår ikke, hvordan den dræbte mistede livet.
Hvad ved vi om Donald Trumps situation?
Eks-præsidenten blev ramt i den øverste del af sit højre øre, skriver han på sin eget sociale medie Thruth Social.
Ellers har han det godt. Han blev natten til søndag dansk tid udskrevet fra hospitalet.
Attentatforsøget får ikke betydning for hans valgkamp. Han deltager i republikanernes konvent, der begynder i morgen.
Hvad ved vi om gerningsmanden?
FBI har bekræftet identiteten på den formodede gerningsmand, 20-årige Thomas Matthew Crooks, der ifølge Secret Service befandt sig på en ’hævet beliggenhed’.
Øjenvidner siger, at han befandt sig på et tag. Thomas Matthew Crooks blev dræbt af politiet kort efter.
Hvad hans motiv var er stadig uvist.
Thomas Matthew Crooks var registreret som republikansk vælger.
Wall Street Journal og tv-stationen ABC News meddeler, at det våben, som gerningsmanden skød Trump med, var købt på lovlig vis af den 20-åriges far. Desuden har amerikanske myndigheder fundet ’eksplosive anordninger’ i den bil, som tilhørte den 20-årige.
Søndag skriver nyhedsbureauet Reuters, at det ikke har været muligt at finde nogen profiler i hans navn på de sociale medier. Det ser heller ikke ud til, at han har skrevet ting på nettet nogen steder, skriver Reuters, der har interviewet flere tidligere skolekammerater, der betegner ham som en enspænder.
Flere medier skriver, at Crooks blandt andet var iført en grå T-shirt med et logo fra en YouTube-kanal om våben kaldet Demolition Ranch.
ritzau/Politiken




























