Det lykkedes med hiv og sving at lande en stor klimaaftale. De rige lande slap billigt i forhold til kravene, men måske gik den største sejr til oliestaterne, skriver Politikens udsendte reporter Adam Hannestad i denne analyse.

Pludselig kom forhandlere ud med tordenblikke. At en aftale endte med at lande, var nærmest et mirakel

Sådan ser et klimatopmøde ud, når det er i krise: Lørdag eftermiddag udvandrede 70 af de mest truede og fattige lande fra et krisemøde, fordi de var rasende over ikke at få tilbudt mere økonomisk hjælp. Her er det chefforhandler Tina Stege fra Marshalløerne, en af de toneangivende forhandlere fra de små lande, der risikerer at blive skyllet væk. Senere måtte hun og kollegerne acceptere de rige landes forslag. Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix
Sådan ser et klimatopmøde ud, når det er i krise: Lørdag eftermiddag udvandrede 70 af de mest truede og fattige lande fra et krisemøde, fordi de var rasende over ikke at få tilbudt mere økonomisk hjælp. Her er det chefforhandler Tina Stege fra Marshalløerne, en af de toneangivende forhandlere fra de små lande, der risikerer at blive skyllet væk. Senere måtte hun og kollegerne acceptere de rige landes forslag. Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det holdt hårdt, men det lykkedes: Tæt på midnat dansk tid mellem lørdag og søndag landede en ny global klimaaftale, der tredobler størrelsen af den økonomiske støtte fra de rige lande, der har skabt klimakrisen, til de fattige lande, der rammes af den.

Men klimatopmødet i Baku i Aserbajdsjan blev i lige så høj grad en påmindelse om noget helt andet: hvor stor magt verdens olielande har.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her