Året 2024 blev det varmeste år, der er målt på kloden. Det står klart, efter at EU’s klimatjeneste, Copernicus, har offentliggjort de foreløbige satellitmålinger af den globale gennemsnitstemperatur på samtlige dage sidste år.
Klimaforsker Martin Stendel fra Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI har på baggrund af de data beregnet, at luften på kloden sidste år i gennemsnit var 15,09 grader varm. Det er 0,11 grader varmere end i det hidtidige rekordår, 2023, og 0,28 grader varmere end årene 2016 og 2020, der deler tredjepladsen.


























