Regeringens største klimapolitiske prestigeprojekt, Energiø Bornholm, risikerer at udvikle sig til et af de dyreste anlæg for staten i nyere tid.
Energiø Bornholm vil koste over 80 milliarder kroner at bygge og er allerede mindst fem år forsinket, mens regningen for kabler og transformerstationer er næsten fordoblet. Alligevel har klimaminister Lars Aagaard (M), helt usædvanligt og til protester fra dele af oppositionen, tilladt det statslige energiselskab Energinet at bestille kabler og udstyr til transformerstationer for mindst 12 milliarder kroner uden at vide, om energiøen kan etableres. Ministeren håber nu at overtale Tyskland til at betale en langt større del af regningen.


























