Klimaminister Lars Aagaard (M) kalder mål om 82 procents reduktion i udledning af drivhusgasser i 2035 for »det mest ambitiøse klimamål, noget land har sat sig«. Danmarks Naturfredningsforening kalder målet »dybt skuffende«.

»Det er fuldstændig absurd«: Kritikken hagler ned over regeringens 2035-klimamål

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Regeringen har ikke kunnet blevet enige med andre partier i Folketinget om et nyt klimamål for 2035. Derfor har de tre regeringspartier nu selv præsenteret et nyt klimamål på 82 procents reduktion i udledningen af drivhusgasser. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) siger om klimamålet på 82 procent i 2035:

»82 procent, er det et højt eller lavt tal? I regeringens optik er det et meget ambitiøst og ansvarligt mål. Det er blandt de højeste mål i verden. Jeg vil hævde, at det er det mest ambitiøse klimamål, noget land har sat sig«, siger Aagaard på pressemøde.

»Hverdagen må ikke blive unødigt dyr for danskere og danske virksomheder. Vi er et andet sted, end vi var i 2019, da sidste mål blev sat. De lavthængende frugter er plukket, og vejen mod højere mål bliver sværere«, tilføjer han.

Regeringen har forhandlet med Folketingets partier om det nye klimamål siden midten af november, hvor regeringen kom med sit udspil. Regeringen foreslog her en reduktion på 82 procent, som også er endt med at blive klimamålet.

»Vi har haft gode drøftelser, men jeg kan konstatere, at det ikke er lykkedes at finde fælles grund til at kunne lave en bred aftale«.

Alternativet: Falliterklæring

Oppositionspartier som SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Det Konservative Folkeparti ville gerne have haft et mere ambitiøst klimamål.

Hverken Radikale Venstre eller Alternativet er imponeret over regeringens klimamål for 2035.

»Det er meget uambitiøst og svarer til, at vi stort set ikke løfter en finger frem mod 2035 for at forbedre klimaet, fordi fremskrivninger peger på, at vi alligevel lander derhenad«, sagde Radikale Venstres klimaordfører, Samira Nawa, til Ritzau onsdag.

Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, kalder klimamålet for regeringens »største fiasko« hidtil.

»Hold da juleferie for en falliterklæring, og guderne skal da vide, at SMV (SVM-regeringen, red.) har haft en del«, skriver Rosenkilde på X.

SF-formand Pia Olsen Dyhr mener, at der er tale om »et klimasvigt«.

»Jeg er dybt bekymret for, at SVM-regeringen behandler klimamålet for 2035 som et sideprojekt. I stedet for at søge brede og ambitiøse aftaler med de partier, der vil mere for klimaet, vælger regeringen at stå alene og fastholde et uambitiøst niveau«, siger Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

De tre partier og Enhedslisten har alle ønsket et klimamål for 2035 på 90 procent. Ifølge Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, er de andre partier blevet smidt ud af forhandlingerne.

»Det er fuldstændig absurd. Regeringen har smidt alle de grønne partier – de partier, der skabte klimaloven – ud af forhandlingerne om et klimamål for 2035 og egenhændigt nu vedtager et latterligt uambitiøst klimamål«, skriver Dragsted på X.

LA vil stemme for

Også Konservative ville have et højere klimamål, lyder det fra politisk klimaordfører Frederik Bloch Münster på X.

Et parti, der til gengæld gerne ville have været med i regeringens aftale, er Liberal Alliance. Men det måtte de ikke, skriver klimaordfører Steffen W. Frølund (LA) på X.

»Regeringen ville dog ikke indgå aftalen alene med LA. Men nuvel. Det var nok ikke så opportunt for dem de facto at stille sig på LA’s klimapolitik og derved kalde den klog«, skriver han.

Liberal Alliance planlægger også at stemme for det nye klimamål, når det kommer i Folketingssalen, siger partiet til TV 2.

En aftale om et klimamål for 2035 skal som følge af klimaloven vedtages, inden 2025 er omme. Folketinget har allerede vedtaget klimamål for 2030 på 70 procents reduktion og for 2050 på 100 procent.

I april vurderede Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at Danmark kommer til at indfri 2030-målet. Ministeriet vurderer nu, at der skal reduceres for yderligere cirka 1,9 millioner ton CO2 i 2035 for at indfri det nye mål. Det skønnes at koste fire milliarder kroner om året.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her