Når kloden bliver varmere, kan havstrømmene i Atlanterhavet blive kraftigt svækket.
Men som tidligere antaget er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de står over for et snarligt kollaps.
Nye beregninger viser, at Amoc, der er det store system af havstrømme i Atlanterhavet, kan genvinde sin styrke, hvis opvarmningen vendes.
Det fremgår af et nyt studie, som forskere fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har lavet, skriver DMI i en pressemeddelelse.
Amoc er en central del af det globale klimasystem, og man vidste i forvejen, at den på grund af klimakrisen er på sit svageste niveau i 1600 år.
Klimaforsker ved Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI Chuncheng Guo er førsteforfatter til studiet.
Han siger, at Amoc ofte i medier bliver omtalt sort-hvidt.
»Enten kollapser systemet af havstrømme, eller også fortsætter det næsten uberørt af global opvarmning. Men billedet er mere nuanceret«, siger han i pressemeddelelsen.
Studiet bygger på én model. Flere modeller skal bruges for at undersøge, hvor robust konklusionen, som forskerne er nået frem til, er.
Chuncheng Guo fortæller, at der i forskernes beregninger ikke er et ’tipping point’ med et kollaps – altså at der skulle være en grænse, hvorefter processen ikke kan gå tilbage igen.
»Amoc bliver gradvist mere svag, men vi finder, at den også straks genvinder styrken, hvis opvarmningen vendes«, tilføjer han.
Selve genopretningen af Amoc afhænger dog af, hvor meget og hvor hurtigt klimaet efterfølgende afkøles, fremgår det.
I den model, forskerne har lavet, foregår afkølingen med en hastighed, der er ud over, hvad der med den nuværende teknologi anses for realistisk.
»Så selvom fysikken og potentialet for genopretning er klare, forbliver det et åbent spørgsmål, hvor hurtigt det vil ske i praksis«, forklarer Chuncheng Guo.
Amoc går fra at transportere omkring 17 millioner kubikmeter vand i sekundet til omkring 6 millioner kubikmeter ved cirka 7 graders global opvarmning.
Amoc bringer opvarmet tropisk vand til Europa og Arktis, hvor det køler af, synker til bunds og strømmer retur. Et kollaps vil rykke det tropiske nedbørsbælte, som millioner af mennesker er afhængige af for at dyrke afgrøder.
Det vil desuden kaste Vesteuropa ud i ekstreme vintre og sommertørke samt føre til, at vandstanden omkring Atlanterhavet stiger med mellem en halv til en hel meter.
ritzau
fortsæt med at læse