Det går stærkt. Meget stærkt.
Bare i de få øjeblikke, der er gået, siden du klikkede på denne artikel, er der brændt adskillige tusinder tønder olie af.
Og hvis vi fortsætter med at bruge olie, kul og gas med det aktuelle tempo, går der kun 17 år, før det bliver umuligt at forhindre globale temperaturstigninger på over to grader.
Det fremgår altsammen af den nedenstående tæller, hvor du kan se, hvor meget fossilt brændstof, verden har brugt i din levetid.
( Artiklen fortsætter under grafikken)
Oprindelig er tælleren bragt i den britiske avis The Guardian, der for tiden fører en storstilet kampagne med titlen ’ Keep it in the ground’ (’Hold det i undergrunden’).
Formålet er at få regeringer og energiselskaber til at bremse op for udvindingen af olie, kul og gas, inden det er for sent.
»Der findes meget mere olie, kul og gas i verden, end hvad vi ansvarligt kan brænde af. Det er sådan set bare fysik«, skriver The Guardians chefredaktør, Alan Rusbridger i en kommentar.
»Enhver, der studerer emnet med et åbent sind, vil med stor sandsynlighed nå frem til den samme konklusion: hvis vi og vores børn skal have en rimelig chance for at leve stabile og sikre liv om 30 års tid fra nu, så skal vi ifølge en aktuel undersøgelse beholde 80 procent af de kendte kulreserver i jorden sammen med halvdelen af gassen og en tredjedel af oliereserverne«, skriver han.
Pres på Bill Gates
Som led i kampagnen har The Guardian allieret sig med den amerikansk baserede ngo 350.org.
Sammen vil de forsøge at presse to af verdens absolut største pengetanke - den britiske wellcome trust og den amerikanske Bill & Melinda Gates Foundation - til at droppe alle investeringer i verdens 200 største olie-, kul- og gasselskaber.
»Mange velgørende organisationer er i færd med at afvikle deres investeringer i fossile brændsler. Vi beder jer om at gøre det samme: at forpligte jer nu til inden for fem år at afvikle investeringer i de 200 største fossile energiselskaber, og til øjeblikkeligt at standse alle nye investeringer i disse selskaber«, hedder det i den opfordring, som 180.000 mennesker ifølge avisen allerede har skrevet under på.
FN’s klimapanel, der samler verdens førende eksperter på området, har for længst slået fast, at det vil være nødvendigt at lade store dele af de kendte brændstofreserver blive i jorden, hvis målet om at begrænse temperaturstigningerne skal overholdes.
Danmark pumper stadig
Men foreløbig tyder intet på, at hverken stater eller selskaber har tænkt sig at efterleve opfordringen. Så sent som i februar slog den danske klimaminister, Rasmus Helveg Petersen (R) fast, at den danske del af Nordsøen skal suges helt tør for olie og gas.
Ganske vist har Danmark sat et mål om at være fri af olie, kul og gas i 2050, men samtidig har staten sammen med Maersk og andre olieselskaber afsat 1 mia. kroner over de næste 10 år til forskning, der skal gøre det muligt at hive endnu mere olie og gas op fra Nordsøen.
fortsæt med at læse




























