Indien får sjældent ros af miljøorganisationerne i de internationale klimaforhandlinger, men da landet indsendte sin klimaplan til FN i begyndelsen af oktober, var der generelt pæne ord til verdens fjerdestørste udleder af drivhusgasser.
»Indien har nu bragt sig i position som en global leder indenfor ren energi«, lød det fra Rhea Suh fra den store amerikanske ngo Natural Resources Defence Council, mens en af verdens største grønne organisationer, Verdensnaturfonden WWF, kaldte planen ambitiøs og spændende.



























