Øjnene begynder at blive røde, ansigterne grå af træthed. I nat sad forhandlerne og mundhuggedes lige til klokken 5 om morgenen. Så gik mange af dem hjem og sov, og nu kommer de tumlende langt op ad formiddagen i skjorter, der ikke længere er nystrøgne.
Det er tolvte dag i træk, at der arbejdes på en verdensomspændende klimaaftale. Nu nærmer slutspillet sig, og der breder sig en stemning af mildt hysteri i hallerne her i Le Bourget.




























