Da tyfonen Ketsana ramte Filippinerne i 2009, var det slemt nok i sig selv: Op mod 6.000 mistede livet, da 80 procent af hovedstaden Manila blev oversvømmet.
Men for 42-årige Mirna og hundredtusinder andre filippinerne var tyfonen kun optakten. De blev tvunget ud af deres hjem og ud af byen – til et nybygget slumkvarter, hvor de på femte år lever uden arbejde, uden lys, uden rindende vand og uden meget håb for fremtiden. Så selv om naturen omkring slumkvarteret Southville er smuk, foretrækker Mirna støvet, skraldet, de faldefærdige huse og de forurenede vandveje i Manilas slum, frem for sit hus her.


























