En sæl stikker hovedet op over vandet et par gange. Flere steder på en kort vandretur på spidsen af Røsnæs i Nordvestsjælland ser vi marsvin springe. Der er en del edderfugle, både på vingerne og i vandet. Der er hvinænder og troldænder og lappedykkere. Men sortænderne glimrer ved deres fravær på bugtens rolige vand denne grå eftermiddag.
Sortandens tilstedeværelse i Sejerø Bugt spiller ellers en helt afgørende rolle for, at partierne bag energiforliget sent tirsdag besluttede, at der ikke skal opføres en kystnær havmøllepark i den yderste del af bugten.




























