Bjørn Kristensen og John Valeur står bøjet over en stor, sort kasse. Det ligner en dvd-afspiller, men mændene fortæller, at det er en gammel radioforstærker, som en familie traskede ind med for et par dage siden. De mente, det var noget med sikringerne, der var gået, og ville høre, om mændene ville se på den. Det vil de gerne. Hænderne er skruet godt på i Den Grønne Borgergruppe af mænd over 60 år i Stevns Kommune. Bjørn Kristensen er tidligere tømrer, og John Valeur er pensioneret gymnasielærer i fysik og matematik. Sammen med de andre mænd i gruppen er de ved at starte et reparationsværksted, hvor borgerne på Stevns kan aflevere elektronik, mekanik og andre apparater, så der kommer »mindre skrot og mere genbrug«, som de skriver i den brochure, der ligger på et af bordene i værkstedet. Fra loftet i værkstedet hænger fire hvide udsugningsrør, op ad væggen står en laserskærer, og på bordet er en tre-d-printer, der kan fremstille nye dele, hvis der for eksempel mangler en møtrik. »Det er billigere at købe nyt end at få tingene repareret, og det er den tendens, vi vil prøve at se, om vi bare kan gøre en lille smule ved«, siger 81-årige Per Bækmark, der er pensioneret ingeniør og tovholder på projektet.
Mændene kan lidt af hvert
De første medlemmer stødte til i april i år, og nu er gruppen ved at tage form. En smed, teletekniker, bygningsarkitekt, fysik- og matematiklærer, tømrer, ingeniør, svagstrømsingeniør. Mændene i værkstedet kan lidt af hvert.




























