»Mor, må jeg cykle ned til fårene«?
Johan på fire år er lige hoppet ud af familiens ene bil sammen med sin niårige storesøster, Julie. Lillebror Topper sidder på Katrine Johannesens hofte, mens hun fisker et par tasker ud af bagagerummet. En gang imellem kan hun godt finde på at tage el-ladcyklen de ti kilometer rundt til alle institutioner, men nu er det novembermørkt, og blæsten går som is gennem marv og ben, mens vi trasker ned mod fårefolden.



























