Det er svært at forestille sig, at vi kan gennemføre en hurtig omstilling til et klimaneutralt samfund uden at gøre det dyrere at udlede drivhusgas. Udfordringen er, at CO2-afgifter og afgifter på landbrugets udledning af metan og lattergas vil medføre højere priser på energi og fødevarer, så længe de produceres på klimabelastende vis. Der er derfor en forståelig bekymring for, at brugen af klimaafgifter får social slagside over for folk med små indkomster, der ofte må bruge en stor andel af indkomsten på disse varer.
Men hvad ved vi egentlig om fordelingsvirkningen af miljø- og klimaafgifter? Det spørgsmål er for nylig blevet belyst i flere internationale rapporter, herunder en OECD-rapport fra sidste år. Fordelingsvirkningerne afhænger naturligvis af forbrugsmønstret i de enkelte lande, men studier på tværs af OECD-landene tyder f.eks. på, at husholdningernes udgift til afgifter på benzin og diesel udgør nogenlunde den samme andel af indkomsten uanset indkomstens størrelse. Det ser altså ikke ud til, at afgift på transportbrændsel systematisk vender den tunge ende nedad. Derimod viser en række studier, at afgift på brændsel til opvarmning og især på el rammer de fattige hårdere end de rige.
