På onsdag begynder et stort anlagt borgmestermøde i København, hvor topfolk fra 94 af verdens mest indflydelsesrige og innovative byer skal diskutere løsninger på det globale klimaproblem.
Men når overborgmester Frank Jensen som dette års vært for det såkaldte C40-samarbejde holder sin åbningstale, bliver det uden borgmestrene fra Basel i Schweiz, Mumbai i Indien, Changwon i Sydkorea og Kairo i Egypten. De fire byer blev i januar smidt ud af den eksklusive klimaklub, fordi de ikke kunne opfylde et eller flere af C40’s krav om at sænke deres CO2-udslip.


























