EU’s årlige rapport over luftforurening viser, at luftkvaliteten er blevet bedre - men der bliver stadig målt for høj partikelforurening ved hele 69 procent af målestationerne i Europa. Over 400.000 europæere dør for tidligt på grund af den forurenede luft.

Ny rapport: Næsten ingen europæere trækker vejret i ren luft - heller ikke københavnerne


Trafik på H.C. Andersens Boulevard i København   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Trafik på H.C. Andersens Boulevard i København Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Næsten alle europæiske byboere trækker vejret i luft, der er mere forurenet, end verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler.

Det er hovedkonklusionen i EU’s miljøagenturs årlige rapport om luftforurening, som bygger på data fra 2017 fra over 4.000 målestationer over hele Europa.

Det er især i byområder, at niveauerne af ozon, NO2- og partikelforurening er alarmerende.

Ifølge miljøagenturet var koncentrationen af partikelforureningen for høj i hele 69 procent af målestationerne i Europa.

Og følgerne af forureningen alvorlige. Alene partikelforureningen menes at føre til over 400.000 for tidlige dødsfald i 41 europæiske lande i 2016.

Disse dystre tal kommer på trods af, at luftkvaliteten faktisk er blevet bedre i Europa.

Færre dør af partikelforurening

De tiltag, der er taget mod luftforurening, virker, og for eksempel mener EU’s miljøagentur, at antallet af for tidlige dødsfald forårsaget af partikelforurening er faldet med en halv million siden 1990.

EU’s miljøkommissær Karmenu Vella siger i en pressemeddelse, at rapporten er en påmindelse om, at luftforureningen stadig er alvorlig og påvirker mange borgere i EU.

»Det er simpelthen uacceptabelt, at nogen af os behøver at være bekymrede for, om den simple ting at trække vejret er sikker eller ej«, siger kommissæren, som mener, at der nu må arbejdes endnu hårdere for, at EU’s målsætninger om ren luft bliver overholdt alle steder.

Forureningen kommer fra transport på vejene, energiforsyningen, industrien, landbruget og de private husholdninger.

Google har kortlagt omfattende luftforurening i København

Ifølge EU’s miljøagentur var koncentrationen af partikler for høj i 7 medlemslande i 2017 - det var Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Italien, Polen, Rumænien og Slovakiet.

Google-målinger viser forurening i København

Men i Danmark ser det heller ikke for godt ud. I hvert fald ikke i København, hvor kommunen for et år siden begyndte et samarbejde med Google, som kører alle byens vejstrækninger igennem og måler forureningsniveauet med avanceret måleudstyr.

Det er langt grundigere end tidligere, hvor Miljøstyrelsen målte luftforureningen fra tre målestationer.

Alle vejstrækninger er ifølge kommunen kørt igennem mindst tre gange, og de mere befærdede strækninger er besøgt op mod 30 gange. Data er efterfølgende valideret af forskere fra Aarhus Universitet og universitetet i Utrecht, Holland.

Kommunen har netop offentliggjort et midlertidigt kort fra de første målinger, som viser et betydeligt niveau af de særlige ultrafine partikler. Der er dog store forskelle fra gade til gade.

Indfaldsveje som for eksempel Folehaven og Lyngbyvejen kan have op mod 10 gange højere niveauer af småpartikler end mere stille veje i brokvarterene. Også i Indre By viser de første målinger høje værdier, og flere steder ligger Indre By på niveau med de mest trafikerede veje i Købehavn.

På Børsgade foran Christiansborg – og landets politikere – er der målt op til cirka 20.000 partikler/cm3, skriver Københavns Kommune. Mens der på en stille gade som Oehlenschlägergade og de trafikregulerede dele af Nørrebro måles værdier omkring 4.000 partikler/cm3.

Borgmestre til klimatopmøde i København indgår aftale om renere luft til 140 millioner mennesker

På C40-mødet i København i sidste uge underskrev borgmestre fra 35 byer deklaration om ’Clean Air Act’, hvor de forpligtede sig til at se det at kunne trække vejret i ren luft som en menneskerettighed og til at arbejde sammen i en global koalition for ren luft.

Borgmestrene skal ifølge deklarationen sætte ambitiøse mål for reduktionen af luftforureningen og implementere ny politik på området inden 2025.

Kirsten Nilsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her