Det er artige sager, Politikens graverjournalister har afsløret om misbruget af klimakreditter, som borgere og virksomheder har købt i god tro for at kompensere for deres CO2-udledning på for eksempel flyrejser. En klimakredit er et certifikat, der giver køberen et løfte om, at hun eller han har været med til at finansiere et CO2-reducerende projekt et sted i verden, typisk i et udviklingsland.
Som Politiken har dokumenteret, kan man desværre ikke altid være sikker på, at projektet bag en klimakredit reelt har reduceret CO2-udledningerne, og der har også været tilfælde, hvor skruppelløse forretningsfolk har solgt de samme kreditter mere end én gang.


























