Med rapporten om veje til at nå målet om 70 procents drivhusgasreduktion i 2030 lever Klimarådet op til sin nøglerolle som klimapolitisk vagthund. Klimaminister Dan Jørgensen (S) har mange gange sagt, at han endnu ikke ved, hvordan vi kan opfylde målet. Med denne rapport fra Klimarådet i hånden behøver han ikke længere være så usikker.
Rapporten sender en presbold ind i klimadebattens målfelt. Den understreger, at der skal sættes fart på den grønne omstilling her og nu, hvis 70-procentsmålet skal nås. Klimarådet fremlægger en ’akutpakke’ af konkrete tiltag, som politikerne straks bør beslutte. Det drejer sig blandt andet om fremrykning af stop for brug af kul i el- og fjernvarmeproduktionen, fremrykning af udbud af en stor havvindmøllepark, udarbejdelse og gennemførelse af en plan for udrulning af ladeinfrastruktur til elbiler og meget andet.


























