Klimakommentar: Det er nu, vi skal skrue op for klimapolitikken

Mange frygter, at den økonomiske nedtur skabt af coronakrisen vil medføre en nedprioritering af klimapolitikken. Hvordan skal staten få råd til at understøtte den grønne omstilling, når den er nødt til at bruge mange milliarder på økonomiske hjælpepakker, spørges der. Lad os se nærmere på sagen.​

Statens økonomiske krisestøtte spreder byrden ved det produktionstab, coronaen medfører, og modvirker, at den økonomiske nedtur bliver selvforstærkende. Staten er velkonsolideret, så derfor er selv en stor stigning i statsgælden forsvarlig i den nuværende ekstraordinære situation. Gælden behøver ikke at blive tilbagebetalt på et senere tidspunkt; den skal blot forrentes, og renteomkostningen vil være begrænset, da renten på selv de mest langfristede statsobligationer stadig er historisk lav.

Derfor er der ingen grund til at nedprioritere klimapolitikken, tværtimod. Den økonomiske krise er alvorlig, så der kan blive behov for, at staten stimulerer økonomien i ganske lang tid. Dermed er det oplagt at fremrykke nogle af de klimatiltag, der alligevel skal foretages, så de kan hjælpe til at holde hånden under økonomien på kortere sigt.

Danmarks grønne omstilling medfører store investeringsbehov. Alene på energiområdet skønner klimapartnerskabet, at energibrugerne skal foretage merinvesteringer for i alt cirka 125 milliarder kroner frem mod 2030, og at energiforsyningsvirksomhederne i samme periode har behov for merinvesteringer på cirka 225 milliarder kroner. Disse investeringer forventes som udgangspunkt at blive foretaget af private virksomheder og husholdninger, men i en tid, hvor der er behov for at holde den økonomiske aktivitet oppe, er der stærke argumenter for, at staten i en periode yder investeringsstøtte, da en økonomisk krise svækker den private sektors lyst og evne til at investere.

Udfordringen er, at mange af de nødvendige investeringer under alle omstændigheder er svære at løbe i gang hurtigt, dels af rent tekniske grunde, og dels fordi de kræver samarbejde mellem forskellige parter samt forudgående planlægning og godkendelse hos de relevante myndigheder. Det gælder i udpræget grad for investeringer i havvindmølleparker og etablering af nye transmissionsforbindelser mellem Danmark og udlandet, men også for udbygning af elnettet og investering i landvind, solcelleparker, solvarmeanlæg, biogasanlag, elladestandere, brinttankstationer, biogastankstationer m.m. Derfor er der desværre snævre grænser for, hvor hurtigt man kan fremrykke den slags investeringer.