Grønne organisationer og Klimarådet ønsker et opgør med afbrænding af træ i kraft- og varmeværker. Det sker, dagen efter at regeringen har foreslået et tilsvarende opgør med at brænde affald af. Opfordringen til at skrue gevaldigt ned for bålene i forbrændingsovnene kommer på baggrund af en analyse fra Energistyrelsen af bæredygtighed og klimapåvirkning af importerede træpiller og anden biomasse.
»Vi bliver nødt til at have et opgør med at brænde så meget biomasse af i Danmark. I rapporten fra Energistyrelsen står der, at verden ikke kan kopiere Danmark, uden at det får voldsomme konsekvenser for klimaet. Dermed er det en ren tilståelsessag«, siger Christian Ibsen, direktør for den grønne tænketank Concito.




























