Olielandet Norge kan ånde lettet op. Den norske stat vandt tirsdag en knusende sejr ved landets højesteret i det, der er blevet kaldt ’århundredets retssag’ – en sag, der kunne rette et lammende slag mod olieindustrien og Norges vigtigste indtjeningskilde.
Et klart flertal i højesteret affejede et sagsanlæg fra to ngo’er, Natur og Ungdom samt Greenpeace. De to organisationer mente, at det strider imod Norges grundlov og menneskerettighederne at lede efter olie i Norges arktiske havområder – især efter en grundlovsændring i 2014: Her blev det skrevet ind i grundloven, at Norge skal beskytte sit miljø også for de kommende generationer.



























