En af Danmarks største industrivirksomheder, FLSmidth, henter en omsætning på omkring en milliard kroner årligt ved at levere udstyr til og hjælpe med at drive kulminer verden over.
FLSmidth er ellers mest kendt for at bygge cementfabrikker, men efter at virksomheden sidste år købte den tyske gigant Thyssenkrupps division for minedrift, leverer kunder i minebranchen over tre fjerdedele af forretningen. Hovedparten af minerne udvinder metaller. Men selv om FLSmidth markedsfører sig med at understøtte »bæredygtig« produktion i minerne, så står omkring 500 kulrelaterede selskaber på kundelisten. Det oplyser pressechef Rasmus Windfeld i en mail til Politiken og det undersøgende medie Danwatch.


























