Den første tanke, der slog ned i Peter Bjerregaard, konservativt medlem af Københavns Borgerrepræsentation, var, at det ikke kunne være rigtigt, da en ven første gang fortalte ham det. Skulle Københavns Kommunes eget energiselskab, Hofor, benytte et af de ældste og mest kritiserede tricks i branchen? Et trick, som lader private virksomheder smykke sig med den samme klimagevinst fra kommunale vindmøller, solceller og kraftværker, som indgår i det kommunale klimaregnskab?
Svaret viste sig at være ja. Kommunen medvirker til det, kritikere i mere end et årti har kaldt greenwashing og handel med varm luft.


























