Alpha Kaloga er lige gået ind i en bus på vej ud af konferencecentret i den egyptiske badeby Sharm el-Sheikh torsdag eftermiddag, da det endelig lykkes at fange ham på beskedtjenesten Telegram. Som chefforhandler for de afrikanske lande, når det gælder klimabistand og betaling for klimaskader, har han allerede været i konferencecentret i en uge proppet med formøder, inden verdens 27. klimatopmøde begynder mandag.
Det har ikke gjort ham til optimist. For selv dagsorden for mødet er helt frem til sidste øjeblik et stridspunkt.


























