Efter en ørkenvandring i egyptiske Sharm el-Sheikh lykkedes det til sidst i den dybe overtid. Verdens lande har tidligt søndag morgen vedtaget en klimaaftale ved FN-klimatopmødet COP27, som ifølge tidsplanen skulle have sluttet fredag.
COP-formanden, egyptiske Sameh Shoukry, har banket hammeren i bordet efter knap to ugers forhandlinger, som undervejs er blevet beskrevet som kaotiske. De delegerede har forhandlet til det sidste og ud på de lange nattetimer både lørdag og søndag. Den sene aftale betyder, at klimamødet er et af de længste nogensinde. Helt centralt i aftalen er, at de knap 200 lande er blevet enige om at etablere en særlig fond.
Spørgsmålet om klimakompensation til de fattige lande har været det helt store politiske slagsmål ved klimamødet. Rige parter som USA og EU har undervejs været modvillige til at sige ja til en fond eller mekanisme for finansiering til tab og skader i ulande af frygt for store regninger i fremtiden. Men i sidste time blev der fundet en løsning, som alle lande på klimamødet kunne nikke ja til.
Den indebærer, at der skal findes nye måder til økonomisk at hjælpe ulande med at håndtere tab og skader forårsaget af klimaforandringerne. Det er i forlængelse af det, at der etableres en fond specifikt til formålet. Aftalen fastslår også, at der skal findes nye, ekstra penge til at hjælpe de ulande, der er særligt sårbare over for klimaforandringer.
Med andre ord: De rige skal økonomisk kompensere de lande, som er særligt sårbare over for klimaforandringer. Det er et ønske, som ulandene har haft i 30 år, og det bliver altså i store træk opfyldt ved årets klimatopmøde.
At pengene skal være nye og ekstra – og altså dermed ikke kan tages fra eksisterende kasser til ulandsbistand – er et vigtigt punkt, som blandt andet nødhjælpsorganisationer hæfter sig særligt ved. Pengene kommer imidlertid ikke til at strømme ind til ulandene, der lider under klimakatastrofer, med det samme.
Alligevel kalder Nabeel Munir, pakistansk diplomat og chefforhandler for en stor gruppe af ulande, aftalen et »historisk øjeblik«.
»Det er kulminationen på 30 års arbejde og begyndelsen på et nyt kapitel i jagten på klimaretfærdighed. Et strejf af håb for de lande, som er hårdest ramt af klimarelaterede tab og skader«, siger han til The Guardian.
Ngo: Et vigtigt politisk signal
Også John Nordbo, klimarådgiver i ngo’en Care Danmark og mangeårig deltager ved klimatopmøderne, beskriver aftalen som en stor sejr. Han peger på, at det er en af de vigtigste beslutninger siden klimatopmødet i 2015, hvor Parisaftalen blev indgået.
»At fonden nu er aftalt, skyldes alene de fattige landes vedholdenhed. De rige lande forsøgte til det sidste at slippe for at betale kompensation for den klimakrise, de har forårsaget«, siger John Nordbo i en skriftlig kommentar.
Ulandenes argument har været, at det er de rige lande, som udleder mest af de klimaskadelige drivhusgasser, men det er primært ulandene, der mærker konsekvenser af klimaforandringerne. Hidtil har ilandene været tilbageholdende på området af frygt for, at det kunne åbne for et egentligt juridisk ansvar senere hen.
Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, peger på, at den nye fond er et vigtigt politisk signal fra de rige lande.
»Det er penge, der vil hjælpe mange mennesker, som kæmper med oversvømmelser, tørke og cykloner«, siger han i en kommentar.
Flere detaljer skal på plads
Alt er dog ikke på plads endnu. Det er ikke afklaret, hvor pengene skal komme fra. I aftalen står der, at de skal findes bredt – og altså ikke kun i de rige landes lommer. Det understreges samtidig, at fokus er på nye penge. Det har været vigtigt for ulandene, så de ikke bare tages fra eksisterende puljer – for eksempel udviklingsbistand.
Et andet springende punkt var, hvem der skulle have adgang til fonden, som kommer til at gælde for de særligt sårbare ulande. Det har været vigtigt for Vesten, at fonden var målrettet, da det stadig er en definition fra 1992, der afgør, hvem der er ulande. Den betyder, at lande som Kina og Saudi-Arabien, der er blevet rigere siden, stadig regnes som ulande.
Selv om fonden nu er besluttet, kommer pengene ikke lige med det samme. Nu skal en komité se på udformningen frem til næste års klimatopmøde.
»Det næste vigtige og afgørende skridt herfra bliver, at EU, forhåbentlig med Danmark som indpisker, presser på for høje ambitioner og stabile finansieringskilder. Det haster, for klimakrisen er alvorlig, og vi ved desværre, at millioner af mennesker vil blive ramt af nye klimakatastrofer og ekstremt vejr«, lyder det fra John Nordbo.
Ifølge det godkendte forslag skal der først etableres en komité, som skal afgøre, præcis hvordan fonden skal udformes og fungere – og ikke mindst præcis hvor og hvem pengene skal komme fra. Den skal kigge på det frem mod COP28, som ligger i slutningen af næste år, hvor det skal falde endeligt på plads.
Ud over fonden indeholder aftalen også en gentagelse af målet om at holde temperaturstigningen på kloden under 1,5 grad i forhold til det førindustrielle niveau inden udgangen af dette århundrede. EU havde truet med at forlade forhandlingerne, hvis ikke det blev bibeholdt.
Til gengæld kom Indiens forslag om at udfase fossile brændstoffer ikke med, ligesom løftet fra COP15 i København om, at de rige lande årligt skal give de fattige lande 100 milliarder kroner i klimabistand fra 2020 til 2025 stadig ikke bliver indfriet. Ulandene udtrykker derfor i aftalens sluttekst »seriøse bekymringer« trods etableringen af om en fond.
ritzau
fortsæt med at læse
