Mens tekstblokkene på den store skærm i mødesalen lørdag og søndag en efter en skiftede farve – fra lilla, der betyder uenighed, til grøn, der betyder enighed – kunne Adrian Lema mærke en herlig fornemmelse boble gennem kroppen. En fornemmelse af, at mere end otte års klimaforskning endelig kunne hæftes sammen i en rapport i mammutstørrelse.
I en uge havde den danske chefforhandler siddet sammen med repræsentanter for 194 andre lande i den schweiziske alpeby Interlaken for at samle stort set alt, hvad vi ved om den globale opvarmning, og hvad der skal til for at bremse den, i ét dokument.



























